Klaus Rothstein har skrevet en interessant bog om, hvordan dansk deltagelse i krigen i Afghanistan har aftegnet sig i litteratur og kunst.
For krigen har sat sine spor. Derom er ingen tvivl, og Rothstein gennemgår en ganske lang række romaner, kunstværker, skuespil og enkelte film baseret på den danske deltagelse i USA’s krig mod terrorisme. Terrorisme mod terrorisme som den også benævnes – påbegyndt efter 11. september.
Blandt andet gennemgås Lars Husums Jeg er en hær, om manden hvis hele identifikation er funktionen som soldat, en identifikation der er vanskelig at fastholde, når soldaten ikke længere har kontrol over sine militære opgaver. Sanne Søndergaards Hell mand skildrer på sin side en brutal overgang mellem ung og voksen, og Jesper Nicolaj Christiansens Soldater græder ikkehandler om den lille pige, der tager ud for at lede efter sin udstationerede soldaterfar. Fælles for dem og for værker af Hanne-Vibeke Holst, Morten Sabroe og andre er, at det ikke er den globale, politiske krig, men soldatens kampe ude og hjemme, der udgør hovedtemaet. Den hjemvendte, traumatiserede soldat har problemer med den meningsfortabte tryghed i Danmark sammenlignet med militærets meningsgivende sociale fællesskab – skabt med truslen mod livet – eller som der står: hverdagens trummerum provokerer den højspændte psyke.
Et spørgsmål som forfatteren stiller, og som læseren måske også burde stille, er hvorfor krigen som politisk begivenhed ikke har fremkaldt mere litteratur? Der findes ikke dansk litteratur, der inddrager det politiske forhandlingsspil, regeringens overvejelser eller den internationale ramme. For danskere forbliver krigen en abstraktion, en kompleks del af den globale verdensuorden, som andre må tage sig af.
I dansk litteratur bruges krigen som en måde at forholde sig til personer i krise. Det store perspektiv, de store linjer mangler endnu at blive taget op af skønlitteraturen.
Klaus Rothstein
272 sider
Tiderne skifter
Udgivet: 2014
