Hvorfor er det, at Shakespeare aldrig er forsvundet i glemslen? Hans mere end 400 år gamle dramaer og komedier er så kendte, som de altid har været, Romeo og Julie, Hamlet, Julius Cæsar.

I Samtaler om Shakespeare ser Rune Lykkeberg nærmere på Shakespeare med udgangspunkt i samtaler med instruktører, oversættere, skuespillere, undervisere og en enkelt indenrigs- og boligminister: Katrine Wiedemann, Niels Brunse, James Shapiro, Birgitte Hjort Sørensen, Kaare Dybvad, Anne Middelboe Christensen, Christian Dahl, Emma Smith, Jens Jørn Spottag og Elise Kragerup.

Flere af de interviewede har fattet interesse for Shakespeare meget tidligt, fra 13-14 års alderen. For Katrine Wiedemann handlede det i første omgang mest om de sjofle vittigheder i Romeo og Julie, men siden blev det for Wiedemann og for andre mere magtspillet og ambitionerne i Shakespeares tragedier, der fascinerede.

For James Shapiro er Brutus en helt. Brutus vil forhindre, at Cæsar udvikler sig til den forkerte leder, og derfor slår han ham ihjel. Men Brutus kunne ikke have forudset det kaos der fulgte efter mordet på Cæsar. Brutus begår selvmord for at forhindre, at han selv bliver den kejser, han ikke vil være.

Kaare Dybvad tager Hamlet under behandling, og som socialdemokrat ved han allerede, hvad der sker, når man slår kongen ihjel. I teksten sammenlignes der med dengang, da Svend Auken i 1992 blev forrådt af sine fæller i Socialdemokratiet. Det er også Dybvad der er inde på, at både England og Danmark havde været protestantiske i 70 år, da Shakespeare skrev Hamlet og lader Hamlets far komme tilbage fra skærsilden. Måske for at symbolisere Hamlets vaklen mellem fortid og fremtid. I øvrigt er det beroligende, at landets indenrigs- og boligminister ikke som en anden Hamlet selv skal tumle med alle vanskelighederne, men har grupper han kan rådføre sig med i problematiske spørgsmål.

I en verden med mange stærke mænd er Lady Macbeth særligt interessant som den irriterende kvinde der sår tvivl om mandens mandighed. Lady Macbeth er hustruen der støtter sin mand, men herudover er hun mere karakteriseret ved at være hård og utilgivende, karaktertræk der sædvanligvis tillægges mænd. Trods den maskulinisering Shakespeare ifører hende, ender hun med at dø af skyldfølelse.

Shakespeare kan ikke løse hverken klimakrisen eller lære os noget om finanskapitalismen, men han kan måske lære os noget om magt og mennesker. Samtaler om Shakespeare belyser magtens dilemmaer i hans mest kendte stykker – og et enkelt knap så kendt: Coriolanus. Her er input til ny forståelse og større indsigt i den gamle digter.

Samtaler om Shakespeare

Rune Lykkeberg

191 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2021

Birte Strandby