Ifølge Wikepedia er solarpunk en litterær og kunstnerisk bevægelse, der forestiller sig og arbejder hen imod at aktualisere en bæredygtig fremtid forbundet med natur og samfund.

Det lyder jo forjættende, og klart bedre end de visioner, der huserer i dagens politik der stadigt markerer sig ved at være stærkt fossil-afhængig. I Solarpunk har 20 forfattere givet deres bud på, hvordan en sådan verden kan se ud.

Først troede mine forældre, at det var det der kapitalisme, der var begyndt at blomstre op igen. Eller som mama sagde: ‘Forgifte mennesker igen.’

Citatet er fra Lufthvalen af C. G. Valentin. Her eksperimenteres med at drive grøntsager frem med vækstlys. Og den 14-årige jeg-fortæller har selv fremstillet et luftskib, hvor der dyrkes grønt og grønsager i stor stil.

Der er masser af gode ideer i novellerne, og der er også enkelte af den syrede slags. Som for eksempel i A. Silvestris beretning om en pige der er ved at dø af kræft. Lægen gør, hvad han kan, men må bøje sig for overmagten. Pigens skæbne er uundgåelig – og den ender med at være sær og en smule uhyggelig på den gyseragtige måde. Hvordan det hænger sammen med den verden hun bebor, er ikke umiddelbart indlysende.

I flere af novellerne er den nye verden blevet inddelt på nye måder, i zoner eller i kommuniteter afhængigt af, hvad og hvem man vil have i sin verden. Her er især ‘Muren’ af Barbara Beatrice Davidsen interessant. Menneskene har skabt en kunstig intelligens, Aura, der simpelthen styrer verden. En af Auras første beslutninger – i ca. 2070 – var at bygge en kæmpemur der skiller mennesker fra resten af naturen. Alle dyr – også kæledyr – befandt sig nu uden for muren, hvor deres chancer var bedre, end hvis de boede sammen med mennesker. Men nu – 200 år senere – har Aura bebudet, at muren skal sprænges i luften, og mennesket igen være en del af naturen. Ingen ved, hvordan verden uden for muren har udviklet sig, og ikke alle er glade for den beslutning.

Der er også fortællinger om ung kærlighed, gamle robotter og forældede tænkemåder. Nogle få noveller er dystopiske, men ellers er der mange positive ting at sige om såvel novellerne som om den fantasifuldhed der præger historierne.

Solarpunk

Antologi

A. Silvestri, Barbara Beatrice Davidsen, Jane Mondrup, Thomas Pedersen, Lone Sole, Nikoline Kaiser, C. G. Valentin, Anne Spanger-Larsen, Niels Christensen, Sabine Baudtler-Vedersø, Tanja R. Bisgaard, Maria Aagaard, Lars Ahn, G. H. Sassersen, Gudrun Østergaard, Louise Floor Frellsen, Marie Klint Martinsen, Judith Sølvkjær, Stine Bahrt, Alexandra Vinther

362 sider

Krabat

Udgivet: 2023

Birte Strandby