Denne samling er en genudgivelse fra 1990, men er i den grad værd at læse eller genlæse. Også hér er novellerne socialt og geografisk begrænset til Munros egen hjemegn omkring Ontario, Canada. Og igen insisterer Alice Munro på, at den ånd, og det liv, som findes i det hverdagsagtige, i ”almindelige” menneskers ”almindelige” liv, er fuldt ud tilstrækkeligt til at udfylde et fuldkomment, litterært univers.
Mange af novellerne har temaerne forandring, erindring og tab som omdrejningspunkt. Menneskets søgen efter et fast holdepunkt, i en omskiftelig og kaotisk verden. ”Mennesker er nysgerrige”, hedder det et sted. ”Nogle mennesker er. De drives til at finde ud af ting, selv banale ting. De stykker ting sammen. Man ser dem gå omkring med notesbøger, skrabe jorden væk fra gravsten, læse mikrofilm, udelukkende i håbet om at opdage denne tidens gang, se en sammenhæng, redde én ting fra skraldespanden.” Menneskene har svært ved at forlige sig med en tilværelse, styret af tilfældigheder.
I novellen ”Æbler og appelsiner” ser Murray tilbage på sit liv, på det stormagasin, som hans oldefar startede, og som han selv mistede. Og på livet med sin kone, som på et tidspunkt er ham utro med en fælles bekendt. ”Murray måtte indse, at han haltede bagefter, at han havde værdsat ting, der kun var tilfældige og midlertidige, som om de var endegyldige.” Samtidig føler han ind imellem sorgen som noget meget befriende, hans eksistens er blevet mærkbar og tydelig. ”Somme tider følte han midt i alle sine problemer en frygtelig opstemthed. Han blev bestjålet. Han blev fritaget for sit liv.”
I den lange novelle ”Til hvilken gavn”, følger vi et søskendepar, med vidt forskellig tilgang til livet. Søster Joan, er blevet gift og er flyttet fra egnen. Hun søger, i novellens andet afsnit, bevidst efter at udfordre sit ægteskab ved at tage sig en elsker. Hun er ikke selv klar over, hvorfor hun søger en anden mand. Hun er ikke utilfreds med sin mand eller sit ægteskab. Men et eller andet mangler. ”Det liv, der bestod af indkøb og husholdning og gift elskov og deltidsarbejde i en galleriboghandel, og middagsselskaber og ferier og skiture til Camp Fortune – hun kan ikke acceptere, at det skal være hendes eneste liv, hun kan ikke blive i det uden en hemmelighed til at holde sig oppe.”
Broderen Morris, er blevet boende i sin barndoms by. Han er blind på det ene øje, efter en ulykke som barn, og har siden har båret specielle briller, med ét, røgfarvet glas. Øjet har flere gange været årsag til at Morris er blevet dårligt behandlet. Og er måske også grunden til, at han aldrig har fundet sig en kone. Joan forstår ikke, hvorfor Morris aldrig har fået gjort noget ved sit øje. ”Det ville kun kræve, at Morris skulle indrømme, at han godt kunne tænke sig en forandring. At det ikke er nogen skam at prøve at slippe af med det emblem, uheldet har udstyret én med.”
Munro dømmer aldrig sine karakterer. Hendes noveller er den slags litteratur, som beviser, at læsning udvikler vores empati, vores evne til at sætte os ind i andre menneskers situation. Sproget er kompakt og præcist, sætningerne fulde af informationer. Novellerne kræver eftertanke, og man finder ved genlæsning hele tiden nye sider. Alt i alt stor litteratur.
Alice Munro
Oversat af Lisbeth Møller-Madsen
1990/2015
Gyldendal
271 sider
Anmeldt af Maibritt Lindblad