Endnu en brik til det historiske puslespil med fokus på Svendborg og søfartsnationen Danmark.

Kogtved Søfartsskole var en striks kostskole for søfartens nye ledere, og hvilken svendborgenser husker ikke at have set de vordende skibsofficerer i kakiuniform ræse på cykel gennem byen et par minutter i ti om aftenen. For hvert minut de kom for sent hjem til skolen, blev til en time fratrukket den næste landlov.

Det var dengang en lederuddannelse også handlede om dannelse, hvor spisningen foregik med en bog under hver arm – man måtte ikke fylde for meget. Dansepigerne og danselærerne – hvem husker ikke Svendborgs legendariske danselærerinde, Grethe Willumsen? – mødte hver tirsdag for at træne de unge mennesker i standarddanse, og eleverne fik talekurser, så de kunne sige bevingede ord ved passende lejligheder, og i mange år prægede skoleskibet Lilla Dan vandbilledet i det sydfynske øhav.

Knud Lauritzen åbnede skolen i 1940, og i 1943 flyttede man undervisningen til den store smukke bygning ned til sundet. A. P. Møller overtog skolen i 2000 men lukkede den i 2008.

Både Lauritzen og A. P. Møller har en fortid i Svendborg. På et tidspunkt diskuterede de to  skibsredere etableringen af en cykelsti mellem Nyborg og Svendborg, men det fik en anden lokal skibsreder, A. E. Sørensen, sat en stopper for. Det var og er også i Svendborg rederiet Vesta og rederiet Nielsen & Bresling huserer, hvilket kun gør det endnu mere ubegribeligt, at Søfartsstyrelsen ikke er rykket til Svendborg der så tydeligt er det maritime Danmarks vugge.

I en række artikler beretter Bekker og andre bidragsydere om Knud Lauritzen, om hans interesse for Grønland og for søfartsskolen. Det mindre venlige rygte om, at der grundet rederens sparsommelighed aldrig var måger efter et skib, hvor Lauritzen var ombord – er ikke medtaget. Et lignende rygte havde i øvrigt A. P. Møller. Der er også et lille klip til Lauritzens smukke røde skibe, Dan- og Reeferbådene. Er man ægte Lauritzen-fan kan man godt savne de to heavy lifters Dan Mover og Dan Lifter.

Som andre af Bekkers værker er Sømand af Kogtved tæt besat af dejlige billeder fra vand og land – og dramatiske fotos fra sænkningen af Nella Dan. Er man ikke fra Svendborg, fra søen eller en af de 9.000 elever der har været på Kogtved, får man måske ikke helt så meget udbytte af bogen. Til gengæld er det en sand gave til de nævnte.

Bjarne Bekker

Sømand af Kogtved

176 sider

Bekkers Forlag

Udgivet: 2015

Birte Strandby