Den aldrende Adam Gottlieb Oehlenschläger er meget syg, måske døende. Det mest livskraftige hos ham er hans bitterhed, hans intense modvilje mod sine samtidige: Baggesen, Collin og H. C. Andersen, især Andersen er ham imod.
Al den negative energi, der stadigt holder ham i live, bliver til et ublidt manuskript med Oehlenschlägers eget liv som omdrejningspunkt. Det modsatte af den hyldest til tilværelsen han tidligere har skrevet og udgivet.
Sit færdige manuskript overdrager han til Ovine – en slags veninde. Hun er fattig og glæder sig over den smule varme, hun finder i digterens soveværelse. Og hun skal efter Adams død bringe papirerne videre til forlæggeren, uvidende om hvad det kan udløse af skandale hos den kunstneriske elite og det bedre borgerskab.
Udover Oehlenschläger møder vi Carsten Hauchs hustru, der ydmygt gør, hvad hun kan for at holde styr på familie og hverdag, Adams søn, der for sin sønlige tilstedeværelse ved farens sygeseng forventer broderparten af arven – og Ovine, naiv og snedig på samme tid. Beretningen er medrivende og dens karakterer nærværende, men selve handlingen – plottet om man vil – er svært at få øje på, og de mange spændende muligheder udvikles ikke rigtigt.
Mette Winge har som sædvanligt grundigt kendskab til periode og stof. Baggrundstegninger og glimt af såvel Frederik den 7. som H. C. Andersen, Heiberg (hr. og fru) og andre af tidens berømtheder virker særdeles overbevisende, ligesom det røre den nys underskrevne grundlov har skabt, er gengivet, som det kan have taget sig ud i 1850. Men den samlede roman giver samme indtryk som et stilleben. Hvilket naturligvis heller ikke er så dårligt.
Forfatter: Mette Winge
280 sider,
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
