To mænd drager ud: Georg Schaller, der vil opsamle data om det himalayanske blåfår og Peter Mathiessen, forfatter og naturforsker, der som zenbuddhist leder efter noget andet og er på en slags pilgrimsfærd. Ekspeditionen går til landet Dolpo på den tibetanske højslette og varer fra den 26. september til den 30. november 1973.
Sneleoparden giver et fantastisk nærværende billede af natur og miljø – det ydre og forfatterens indre. De oplevede mennesker, bærere, landbyboere, en lama fremstilles, så man næsten er med på turen, i regnvejret, snevejret og i 5.000 meters højde på stejle stier i selskab med aber og ulve, blåfår og på sporet af en yeti.
Undervejs formidler forfatteren sin omfattende indsigt i buddhismen, hinduismen, de Fire Ædle Sandheder om lidelse, behov og sjælefred og sine egne erfaringer med forsøg på at bruge narkotika til at finde den rette vej.
En sneleopard bliver symbolet på det, forfatteren søger, men han opnår ikke selv at se den. Det gør derimod Georg Schaller.
Midt i den fine formidling af det ufatteligt store ved projektet beretter forfatteren om sin kones død det foregående år, og han fortæller, at han har forladt deres otteårige søn for at hellige sig sin egen søgen. Pico Iyer forsvarer i forordet svigtet af barnet ud fra en betragtning om, at også Buddha forlod kone og søn for at opnå indsigt, mens forfatterens egen konklusion er mere smertelig:
… den sti jeg ville følge er forsvundet, mit åndelige hovmod har gjort mig og mine børn skade.
Betagelsen af omgivelserne modsvares af holdningen til samfundet, som det så ud for 40 år siden:
… glædesløs forplantning, i pengenes ætsende ødelæggelse, i vor hæslige tilsvineri af den jord, det vand og den luft, hvoraf vi er kommet.
Peter Mathiessen
Oversat af Marianne Børch
Forord af Pico Iyer
440 sider
C&K Forlag
Udgivet: 13.02.2015 (genudgivelse)
