Et overvældende møde med et land, dets mennesker og dets knusende historie.
Radio Congo er Afrika-eksperten Ben Rawlences beretning om sin farefulde færd gennem Congo for at nå til byen Manono, der, før et utal af krige, var en rig metropol præget af modernitet og luksuriøs livsstil. I dag ser virkeligheden imidlertid noget anderledes ud og Manono er isoleret og glemt – et sted man, som så mange andre steder i Congo, ikke hører eller ved noget om, hvis man ikke selv er der.
På sin vej møder Rawlence utilregnelige soldater, der handler efter forgodtbefindende, han møder udstødte stammefolk, korrupte magthavere, mennesker som har gjort forfærdelige ting og mennesker som har været udsat for forfærdelige ting, han møder mennesker som længes efter at blive hørt af omverdenen og han møder mennesker som kæmper for en lysere fremtid for Congo. Alle har de én ting til fælles: de har helt utrolige historier og Rawlence er en begavet formidler, der formår at holde tungen lige i munden, selv i situationer, der ville slå de fleste af os omkuld.
Radio Congo er en gave til alle, der er nysgerrige på livet i Afrika og til alle, der er trætte af kun at høre om, hvordan mennesker i Afrika dør, som Rawlence så rigtigt pointerer. Selvom bogen er særdeles velskrevet og spiselig, er det bestemt ikke ’hyggelæsning’.
Congos historie er rå og det er dens nuværende virkelighed desværre også. Men Rawlence fortæller med empati og med håb for Congo. Han møder mennesker med nysgerrighed, han ser stort på advarsler fra mennesker, som mener de er ’in the know’ og vælger at tro på den gæstfrihed, Congo stadig er kendt for.
Og den stædighed, der driver Rawlence frem, er et sandt vidnesbyrd om, hvor langt troen på menneskeligheden kan bringe os. En menneskelighed der lever i Congo, side om side med de sørgelige efterdønninger af krig, kolonisering, fattigdom og udnyttelse.
Radio Congo får en varm anbefaling herfra!
Ben Rawlence
Oversat fra engelsk af Birte Hedegaard Christensen
366 sider
Turbine
29. april, 2016
Anmeldt af Tea Stræde Spile