Et billede af Magritte har givet denne roman sin titel, et slot på en klippe der svæver frit over havet, og det svarer meget godt til indholdet om to mennesker, der sammen forsøger at beskrive det reelle i forhold til det gådefulde.
To sjælevenner og tidligere elskende, Solrunn og Steinn, møder hinanden igen efter mere end 30 års adskillelse det samme sted, hvor de oplevede bruddet. Mødet betyder meget for dem. De har giftet sig og fået familie i mellemtiden, men deres samtaler fortsætter, hvor de slap: I begyndelsen harmonisk, udviklende, men til sidst åbenbares deres fælles hemmelighed, årsagen til at deres forhold ikke kunne fortsætte. Der er ikke bare tale om et afbrudt samliv, men også en uoverensstemmelse mellem tro og videnskab, om tro på det overnaturlige, på efterliv og på klimaforskningens dystre forudsigelser.
Jostein Gaarder skriver ikke mange linjer uden at berøre eksistentielle spørgsmål, og det gør da også de tos mailkorrespondance dybt interessant faktisk betydeligt mere interessant end deres kærlighedshistorie. Som i en bedre krimi, bygges der op til både afsløring af gåden om bruddet – og det er en rigtig gåde – og til endnu et møde mellem de to. Desværre garanterer hverken ateisme eller tro lykkelige slutninger.
Gaarders univers er omfattende, og debatten vigtig – ikke mindst når den sætter fokus på, hvor vi befinder os i dag med hensyn til tro og viden.
Skrivemæssigt er Gaarder kommet langt siden Sofies Verden, sproget bliver stadigt mere fascinerende, en forelæsning om jordens oprindelse falder naturligt ind i samtalen, og romanens nuancerede personligheder kommer overbevisende til udtryk i korrespondancen
Forfatter: Jostein Gaarder
Oversat af Camilla Christensen
228 sider
Forlag: Rosinante
Udgivet: 25.08.2009
