I slutningen af 2. Verdenskrig flygter bogens fortæller med sin mor og lillebror fra Letland til Danmark. Ivars er kun fem år gammel, og det er nok årsagen til, at indtrykkene står så klart uden at blive overdøvet af den styrende tragedie. Lillebroren dør af lungebetændelse kort efter ankomsten til København, og de lettiske flygtninge stuves sammen i haller og skoler og siden på et gods. Letterne har deres krigshistorie, men mange har tydeligvis også talent for at komme videre, og en stor del begynder at arbejde, producere og sælge inden for vidt forskellige områder såsom anerkendte håndværker, smugling og malerkunst.
Trods prædikatet ‘erindringer’ der hos andre forfattere ofte smager af selvbeskrivelser og uvedkommende detaljeringsgrad, er bogen let og underholdende, måske fordi forfatteren med sit åbne barneblik har stor opmærksomhed på omgivelserne. Desuden nedskriver han erindringerne som voksen og far, hvilket tillader ham at fortolke de barnlige indtryk med senere erfaringer. Risikoen herved består blandt andet i, at sorgen over lillebroren udtrykkes mindre overbevisende end moren og hendes veninders begejstring over tøjbutikkerne i København, mens bemærkningerne om, at svenskerne altid har været flinke til at tage bestik af skiftende vinde, og at den tyske krigsmaskine havde rullet på svenske kuglelejer, næppe er en femårigs tanker.
Der er ikke megen fokusering på krigens uretfærdige jagt på civile men til gengæld vægt på den indsats mange af flygtningene gør for at fastholde den kultur, de kommer fra. Selvom der også dengang fandtes besynderlige administrative regler, er det er en positiv bog med mindelser om en tid, da danskerne tog pænt imod flygtninge.
Forlag: Gyldendal
Ugivet: 26. august 2009
