Forfatteren har i et interview tilkendegivet, at romanen måske burde have været to romaner, og det ville nok også have hjulpet læseren med at holde styr på spændingen på den ene side og toleranceudviklingsprojektet på den anden. Desværre er det ikke romanens eneste problem, og her hentydes ikke til overskriftens ufranske og malplacerede apostrof. Men sproget er ikke fængende og det er spørgsmålet, om det kan fastholde en læser gennem 600 sider. Selv voldsomme, dramatiske begivenheder gengives med en nærmest smittende ligegyldighed: Det havde længe generet Yousef, at det sidste han så af sin far og sin bror, var, at de blev skudt.
Klicheefrekvensen er over middel: Det ville være bedst for alle, hvis de fuldstændigt kunne lade være med at angribe hinanden.
og flere formuleringer giver grund til undren: … det hele gik efter planen, indtil hun løb ind i en selvstændig forretningsmand.
eller
Som den yngste og stort set eneste, der ikke var fra Jylland, var hun godt ombejlet.
Desuden anvendes nye utrendy udtryk: parforholdsaksen, peanutterapi. Der er problemer med brug af hans/sin, og kan det passe, at en sygeplejerske, en udsendt nødhjælpsarbejder, bygger hangarer?
Personerne er blandt andre Saurva, iransk studerende, der efter deltagelse i undergrundsbevægelsen og flugt fra Iran mellemlander i Sandholmlejren og senere starter et it-firma. Oxana er russisk forsker og venligst udlånt til Syddansk Universitet, og så er der Yousef, der har en tragedie i bagagen, og Dimitry der er en skidt fyr. Desuden forekommer PLO-soldater, forretningsfolk og russiske professorer. Handlingen er rap, og det er det bedste man kan sige om denne roman.
Kjell Næss
616 sider
Siesta
Udgivet: September 2011
Birte Strandby
