Endelig er Lene Kaaberbøls glimrende børnebog blevet til teater – kun et par måneder før den bliver til en film – og hvilket teater! Nærværende og med en helt enestående udnyttelse af de effektmuligheder, romanen rummer.

Ikke mindst musikken – fire musikere og en ’stomp mand in the corner’. De fire musikere var ikke stationære, men flyttede sig efter hvor der var behov for dem – på markedet – i baggrunden – i forgrunden iklædt samme klædedragt som beboerne i det fantasy-middelalderunivers, hvor dramaet foregik. Undtagelsen var det akustiske lydunivers der holdt til i et hjørne af scenen – oftest med ryggen til publikum – med et bemærkelsesværdigt instrument, der måske engang har været et klaver – og både med lyd og bevægelser viste hvor mærkeligt et univers vi blev en del af. For publikum var med – ikke blot når de fattige, uhyggelige kældermennesker kom tæt på fysisk og med sangen ’Hvad rager det os…’ – men også når man i slutningen af pausen blev bedt om hurtigt at fjerne sin kaffekop fra den øltønde, der fungerede som bord, for der skulle Drakans udråber berette om den nye regent. En enkelt, forsinket publikummer blev fulgt på plads af de sortklædte vagter, og måske var det rigeligt inddragende at sidde på første række.

Sangene var gode og den sidste ’Skammerens datter’ var ikke så lidt af en ørehænger.

Betagende skræmmende var også dragen med de røde øjne og de spidse tænder – i naturlig størrelse?

Og skuespillet kom ud over scenekanten både verbalt og fysisk. Betty Glosted som den utilregnelige kongemoder var uforlignelig, men lignende gloser kan anvendes om de andre skuespillere, Dina som en lidt ældre Ronja Røverdatter med magiske kræfter og social samvittighed, Nico, der udmærkede sig ved at være en kompleks personlighed og ikke mindst Drakan, der fascinerede ved slet ikke at have en samvittighed.

Handlingen der er lige så banal som den er fængslende går kort på, at der i vores fantasirige er to mulige arvinger. Den ene, Nico, bliver fanget og anklaget for at have myrdet sin far og sin brors hustru og barn. Den anden, Drakan, er muligvis morderen, og støttet af sin mor, bliver han udråbt til regent.

Centralt i miljøet og i stykket står Skammeren – kvinden, der kan få folk til at tilstå. Hun kan med sit blik afgøre, om nogen er skyldige i det, de måtte være anklaget for. Hendes datter, Dina, er ved at være gammel nok til at komme i lære som skammer, og hun gør god brug af sine evner.

Drakan, den arrogante skurk, får narret Dina og fanget hendes mor, så der ikke er nogen til at afsløre hans ugerning. Men han glemmer – naturligvis – at regne med, at der også er gode mennesker i byen, der gerne ser retfærdigheden ske fyldest.

Drama, spænding og inddragelse fra først til sidst.

Den 29. december 2014 på Sukkerkogeriet, Odense Teater