Mamma Roma

Pier Paolo Pasolini, som han så flot hedder, instruktøren jeg vil beskæftige mig med i de næste par måneder, med lidt andet på siden selvfølgelig. Jeg har skaffet omkring otte af hans værker, ingen af hvilke desværre er Accattone, hans debutfilm, hvilken jeg ikke kunne skaffe, endnu. Den kronologiske gennemgang starter derfor denne gang med hans anden film Mamma Roma. Jeg læste kort om Accattone, at den handler om en pimp der kommer i vanskeligheder da hans prostituerede ryger på hospitalet. I den sammenhæng virker det meget passende, at Mamma Roma handler om en prostitueret der søger at komme af med sin pimp, det virker derfor også ekstra ærgerligt at jeg ikke har set Accattone først, men man må jo videre. Af hvad jeg har lært om italienere ved at se Mamma Roma, lader det også til at være den generelle attitude.

Mamma Roma er navnet på filmens hovedperson, selvom det for os danskere godt kan virke spøjst, jeg ved ikke hvor meget man bør lægge i det, som komikeren Anders Matthesen noterede sig engang, ”så kan de jo hedde hvad som helst dernede”. Hvis man har en smule indsigt i psykoanalysen som formuleret af Lacan kan man dog ikke lade være at lægge mærke til, at det som Lacan kaldte fadernavnet her er lige med navnet på byen Rom, hvori filmens handling også foregår. Mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid at fornavnet er en symbolsk titel. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at denne symbolske titel af alle symbolske titler er moder. En lettere beruset Lacanianer ville uden problemer, og videre omtanke, konkludere at fornavnet repræsenterer i subjekt, det som er subjekts, hvor efternavnet, eller fadernavnet, repræsenterer loven, det som var der før subjekt, og det som konstituerer ham som subjekt. Med loven mener jeg som altid det netværk af uskrevne regler som bestemmer vores adfærd, man kunne også kalde det kulturen (ingen har nogensinde skrevet ned at man ikke må sætte sig på andre mennesker når man tager bussen, det hænger bare i luften, som faders blik når han ikke kigger).

Det spøjse er således at man skifter det som skulle være subjekt ud med en symbolsk titel, så nu har man pludselig en forventning (moder) fulgt af en forventning (fader). Moder er som titel ikke på moders side, det er faders titel til moder, kulturens implicitte forventning til den som bærer titlen. Med andre ord får vi en person som ikke selv er nogen, udover en repræsentant for loven. Hun er moder og hun er underlagt de kulturelle implikationer af Rom, hvilken kan betegnes som både kulturens vugge og dermed også lovens højborg, grundet sin historie.

Mamma Roma handler om en prostitueret, som nævnt af samme navn, der oprindeligt kommer fra en forstad til Rom ude på landet, som holder op med at trække da hendes pimp bliver gift. Dette illustreres meget fint i første scene, hvor hun ankommer til brylluppet med tre udklædte grise og drikker danser og synger, ikke til ære for brudeparret men til ære for sin egen frihed. Derefter sætter hun sin plan i gang. Med de penge hun har tjent tager hun sin søn, som hun har ladet bo et andet sted, hvilket vi ikke får meget at vide om, og så flytter de til Rom. Der bor de i en lille lejlighed, som Mamma betaler for ved at arbejde i sin egen frugtbod, alt imens følger vi hendes sytten år gamle søn, imens han render rundt og laver ingenting sammen med byens andre gadedrenge. Det sker selvfølgelig som altid med den slags, at Mammas gamle pimp opsøger hende og tvinger hende til at trække igen, fordi han mener at hun skylder ham titusinde af den møntenhed som man nu har der i Italien omkring halvtredserne. Det er mange penge uanset.

Modsat sin mor får vi aldrig sønnen Ettore kaldt ved efternavn, hvilket jeg selvfølgelig bliver nødt til at se som et greb. På rollelisten står han også bare noteret som ”Ettore”. Det kan være, i den sammenhæng, at Mamma Roma slet ikke er hendes rigtige navn, men en slags øgenavn som man har givet hende, fordi hun jo er sådan en slags Mamma i sin rolle som prostitueret, ligesom Slik Mutter i Ørkenens Sønner. Hvad den egentlige sandhed er, kan vi dog kun gisne om, det ville tage et uendeligt antal forskere at komme til bunds i sagen, pointen er nok bare at jeg har ret. Ettore er modsat sin mor udenfor loven, eller rettere irriteret af den. Han har intet fadernavn og er i det hele taget en doven og selvisk knægt (Én ting man kan lære om italienere i denne film eller i hvert fald instruktørens blik på ungdommen, er at de aldrig reagerer når man kalder på dem, til gengæld kalder de på hinanden hele tiden). For Lacan er den eneste der er udenfor loven en psykotisk person, men selv dette er en reaktion på loven. Et eksempel kan være for eksempel tyven, hvem man typisk ville sige var lovløs. Lacan ville sige til dette, at tyven følger loven til punkt og prikke, det er en del af hans profession. Grunden til at han kommer om natten er lige præcis fordi han ved at loven er en kendsgerning. Ettores problem er i den sammenhæng en manglende indsigt, ham og hans venner er på bunden af samfundet, deres rolle i det kulturelle system, lovens dom over dem, det som de ser i ”almindelige” menneskers blikke, er en kommando der hedder ”der er ikke plads til dig, din mor var prostitueret og du bliver aldrig til noget”. Deres funktion er med andre ord, at være det vi andre søger væk fra, dem vi ikke må lege med. De er dem der legalisere middelklassen og overklassen som værende bedre. Det er også derfor at vi i film som denne, A Clockwork Orange, eller The Wrestler (hvis man absolut skal give Darren Aronofsky et minimum af ros), sammensætningen af en person fra underklassen, eller den lave middelklasse med referencer til Jesus. Pointen er ikke som i diverse naive velgørenhedsprojekter, at underklassen kan forsvinde, men at den er en nødvendighed for systemets funktion som så. Underklassen er de andre klassers ofring, derfor er den kriminalitet som sådan en ofring medfører også ganske legal i en Lacaniansk forstand.

Her kan vi også identificere den kliché som det efterhånden er, den klassiske historie om familien der kæmper for at blive en del af en ”højere” klasse. Det er en lille smule irriterende, i den sammenhæng, at det der forhindrer forløsningen i filmen, som i stort set alle lignende historier, er den skumle relation, her i form af en pimp. Der er næsten altid tale om en sådan skummel relation, en aftale som hovedpersonen engang lavede eller lignende, der vender tilbage i øjeblikket hvor det går godt, og starter plottet med et usandsynligt krav, der mest af alt minder om en gidseltagning, hvis ikke det rent faktisk er det det er.

Til det må man dog tilføje at Pasolini behandler sin historie på en meget speciel måde. Han bruger ikke så meget tid på selve plottet, men giver sig god tid til at skildre Ettores små eskapader. Drengene vader målløst rundt på et stort græsareal i udkanten af byen, som er markeret af ruiner, sandsynligvis et levn fra krigen. Trods hvad Frankfurter skolens Theodor Adorno mener, vil jeg holde på at fascismen var en ideolog, og i den sammenhæng måske den der allermest identificerede sig med en faderfigur. Sceneriet er derfor meget velvalgt efter min mening.

Det mest fantastisk i filmen er Pasolinis kamera der følger Ettore over græsset forbi ruinerne, som ham flyder det rundt uden et specielt fokus. Det er ligeglad med Ettore, men har samtidig en slags behov for altid at være i nærheden af ham. Ligesom Ettore er ligeglad med samfundet og alle de ting han burde gøre, som at gå i skole, eller få et job, eller holde på det job som hans mor skaffet ham igennem grov udnyttelse, men samtidig føler en trang til at være i nærheden, som om noget godt kunne ske. Jeg mindes her en anden komiker den amerikanske Louis CK der så smukt sagde ”why the fuck would anything nice ever happen!?”, hvilket meget fint illustrerer filmens attitude under det fine slør af en mystisk og romantisk stemning.

Filmen er utrolig stemningsfyldt, og trods tragedien får Mamma Roma alle i godt humør med sin grænseoverskridende og højtråbende personlighed. Scenerne hvor hun prostituerer sig er surrealistiske og smukke; Hun vandrer blot rundt under gadelamperne og taler om spøjse hændelser fra hendes liv, imens manden som hun taler til skiftes ud med en ny mand, som lidt efter igen skiftes ud med endnu en mand.