Fantasy forlaget Tellerup har her udgivet en roman, der ikke kan karakteriseres som fantasy men derimod har stærk tilknytning til gysergenren.

Den er skrevet af den ganske unge Nick Clausen, og man kan ane det ungdommelige og ikke alt for erfarne talent på sproget, der ikke flyder lige let gennem hele romanen med udtryk som …forslåede udbrud eller …førstegenerationsindvandrerfamilier, pensionister og andre arbejdsløse. Og researchen udi almindelig behandling af småbørn er muligvis heller ikke dækkende – i hvert fald virker det usædvanligt at lægge en ni-måneders baby an til bøvsning over skulderen.

Men hvis man er klar til at se stort på sproget, så er der en fin progression i romanen, dialogerne er levende, og gyseransatsen vellykket og med en overraskelse i slutningen, omend det ikke bliver til det ultimative gys, men mere en serie mindre ’gysninger’.

Personerne er let karikerede, de gode er lidt for gode, veninden for egoistisk, moren for mor-agtig med sin konstante hængen i røret og manipulerende indgriben i hovedpersonen, Leas, liv. Lea har det ellers svært nok i forvejen. Ganske vist har hun en meget almindelig tilværelse med gode veninder, et udfordrende arbejde og en seneskedehindebetændelse. Og så bliver hun hærget af en skygge, der dukker op med ujævne mellemrum og som i kombination med nogle særdeles dårligt timede blackouts skaber skræmmende og livstruende situationer. Lea får hjælp af en psykiater, og han finder frem til, at skyggen kan være et produkt af Leas underbevidsthed og en personificering af det fortrængte, der ikke måtte komme op i dagslyset. Hvad det naturligvis gør med flere katastrofale følgevirkninger.

Nick Clausen
Silhuet
268 sider
Tellerup
Udgivet: November 2011
Birte Strandby