Hvis man synes, Sigurds bjørnehistorier er lige nuttede nok, så er pilfingerfortællingerne anderledes forfriskende med et klædeligt gran af vanvid. Her er for eksempel fortællingen om fire skumle fyre, der stjæler computere fra pilfingerne, indtil den ene af dem får en samvittighedskrise, fordi pilfingrene bliver så kede af det, når deres computere bliver stjålet. Alternativet er så at de skumle fyre i stedet for at stjæle computere, ændrer programmeringen, så der sker helt andre ting end forventet.
Bogen er ikke ganske politisk korrekt, for eksempel vil prinsesserne gerne giftes, men prinsesse Fjolgas far forbyder det, fordi det bare giver bøvl, og en anden prinsesse skal blive hjemme og lave sovs. Kong Båt er mere traditionel og ønsker blot, at hans datter skal gifte sig med en, der kan svinge en sabel – eller i hvert fald en snabel. Samtidigt er der god kontakt til de gamle stereotyper, som da dragen spørger, prinsessen hvem hun er: Ooooh, jeg er den lille og søde og uskyldige og meget rare prinsesse… Så skulle den jo være hjemme, og hun kan fortsætte den videre færd til sin drømmeprins, der da også ufortøvet erklærer, at han elsker hende i samme øjeblik de mødes.
Pilfingrene og prinsesserne er søde, men der er skurke i bogen som for eksempel Hr. Høj-i-hatten, der stjæler kongens krone og til straf skal klippe Kong Knolds tånegle i 65 år og spise løg med sennep i stedet for skumfiduser.
Farverige og fantasifulde illustrationer på alle sider supplerer eventyrene om de gode og de onde, der dog næppe giver onde drømme om natten.
Sigurd fortæller pilfingerhistorier
Forfatter: Sigurd Barrett
Illustreret af Jeanette Brandt og Tove Krebs Lange
108 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 08.02.2010
Birte Strandby
