Uhyggelig selvbiografisk debutroman om pædofili, hykleri, magt og magtmisbrug og et skræmmende eksempel på, hvordan religion kan bruges.
Silvia er hovedperson og handlingen hendes sin barndom og ungdom på Færøerne og i Norge. Hun bor sammen med sin mor og sin stedfar, der har adopteret hende og hendes bror. Den lille familie tilhører sekten Nardus, der er grundlagt uformelt af en frafalden fra pinsebevægelsen. Frafaldet skyldes en uoverensstemmelse om, hvorvidt Gud var en eller tre-i-en, det vil sige Faderen, Sønnen og Helligånden. Religionen er komisk fremstillet:
… Om alle de tegn, som viste, at enden var nær … Beviset var stregkoderne på mælkekartonerne …
Og en af sektens hovedmænd forfatter religiøse pjecer herunder en liste over ord, der ikke må siges – til stor begejstring for sektens unge.
For Silvia er religionen først og fremmest hjernevask, men også et middel til undertrykkelse, så stedfaren risikofrit kan misbruge hende. Nardus beskytter sektens pædofile medlemmer eller tilgiver i hvert fald hurtigt, hvis det bliver opdaget. Til Silvias store fortrydelse er moren også meget hurtig til at tilgive, mens Silvia må slås med barndommens overgreb i mange år. Det er den kamp, der er bogens omdrejningspunkt, styrende som den er for Silvias liv og beslutninger, og det er romanens realisme der gør den både fængslende og grum.
Silvia ender med at få ophævet adoptionen og får sin mor til at røbe hemmelighederne om hendes rigtige far.
Sammen med Silvias historie er der billeder af livet på Færøerne, hvor de aldrig låser dørene, medmindre de er af dansk afstamning. Stilen er ligefrem og upyntet, sætningerne korte.
Silvia Henriksdóttir:
316 sider
People’s Press
Udgivet: 08.03.2011
Birte Strandby
