Ny roman fra John Irving, der nok er mest kendt for Æblemostreglementet og gennembruddet Verden ifølge Garp – filmatiseret med Robin Williams og Glenn Close i hovedrollerne.

Som romanerne Hotel New Hampshire og Slip bjørnene fri er scenen i det nordlige USA. Den farceagtige og jævnligt tragisk-komiske humor luftes i diskrete billeder, og også her optræder bjørne omend i mindre roller: Hovedpersonens far slår en indtrængende bjørn i hovedet med en stegepande, fordi han tror, at det er et menneske. Hvis han havde vidst, det var en bjørn, ville han have forsøgt at tale den til fornuft!

I øvrigt er hotellets kok far til hovedpersonen, Danny, der tidligt ved, at han skal være forfatter. Den lille familie bor ved Twisted River, hvor kokken laver mad til de fløtere, der sender træstammerne ned ad floden. En kun femtenårig canadier ryger ind under træstammerne og dræbes, og det sender også kokken og Danny videre ud i livet. Blandt andet er de nødt til at flygte for ikke at få problemer på grund af et andet drab, der også har noget med bjørne at gøre.
Romanen skildrer livet for dem og for de mennesker, de møder undervejs: Kvinderne, den unge canadiers familie samt fløteren Ketchum.

Det er en righoldig bog med mange facetter og mange personligheder, men den har stor lighed med tidligere værker af Irving. For eksempel er hele opbygningen, Dannys forfatterambitioner, tabet af en søn i en bilulykke alt sammen træk, der kan genkendes fra eksempelvis Verden ifølge Garp, uden at romanen rummer tilsvarende store nyskabelser. Underholdning for især inkarnerede Irving-fans
John Irving

Oversat af Vibeke Houstrup
624 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 17.05.2010