Roman om nutidsmennesket og dets besynderligt magtesløse svømmetur i hængedyndet skrevet af forfatteren til ’En dråbe i havet’.

Julie får smadret sin tilværelse, da kæresten meddeler, at han tager til Indien i seks måneder for at tænke over deres forhold. De stod ellers for at skulle giftes og have børn. Alene har hun heller ikke råd til lejligheden, så hun må finde en lejer, og det er her Sune kommer ind i billedet. Han er forfatter, men modsat sin gode ven Lars får han ikke solgt nogen bøger. Indflytningen hos Julie er et led i hans plan om at få tid til at skrive den store gennembrudsskabende samtidsroman.
Julie og Sune finder sig til rette og efter en tid med kærestesorg og eksperimenteren med diverse kedsomhedsreducerende gadgets, finder de ud af, hvordan de kan bruge hinanden til at opfylde egne drømme. De efterfølgende gensidige oplevelser er i sin detaljerigdom tæt på det pornografiske.

Hamman skriver finurligt med stort indblik i sine hovedkarakterer. Især overbeviser Sunes vanskeligheder med forfatterskabet, mens Julies stædige kærlighed til ekskæresten efterhånden virker påtaget, og veninderne grænser sig til det stereotype i deres uendelige forståelse for Julies vanskeligheder. Rigtigt raffineret bliver det, når forfatteren går helt tæt på hverdagens hykleri – her udtrykt ved distancen mellem sprog og tanker, som da Sune i al stilfærdighed finder det retfærdigt, at succesrige Lars får et dødfødt barn, eller når Julie irriteres over venindernes børnesnak.

Romanen rummer nyheder om mennesker, men det er ikke kun vigtige nyheder, og der går også en rum tid med at læse om næse- og navlepilleri.

Kirsten Hammann
460 sider
Gyldendal
Udgivet: 25.08.2011

Birte Strandby