Scarlet er den anden bog i en serie på fire, og her gør man sig selv en tjeneste ved at begynde med etteren, ellers kan den første del af Scarlet blive næsten ulæselig. Ikke på grund af sproget, der er ok, men fordi Scarlets sci-fi-verden byder på en del nytænkning både teknologisk – selvom man forbavses over, at der ikke findes bedre værktøjer til sporing af mennesker – og hvad angår den sociale indretning af verden.
De to kvindelige hovedpersoner er Scarlet, der er et menneske, og Cinder der er en cyborg. Hun er meget menneskelig, men det er svært at følge, når hendes ven er nødt til at åbne dækslet i hendes nakke og kigge ind i kraniet på hende for at yde førstehjælp.
Ellers er de to damer karakteriseret ved målrettethed, beslutsomhed og hurtig tænkning, når det brænder på. Deres mandlige følgesvende er til gengæld venlige, lattermilde og flasher smilehuller. Det er en verden med et ok kønsrollemønster.
Cinder flygter fra fængslet. Undervejs støder hun ind i Thorne der meget bekvemt har stjålet et rumskib. Dronning Levana insisterer på at finde Cinder levende eller død, men det lykkes i første omgang Cinder og Thorne at slippe væk.
Scarlets bedstemor forsvinder fra gården i Frankrig. Hun havde ingen fjender, men måske har hun vidst noget, der havde betydning. Scarlet leder efter hende, og på et tip fra sin far opsøger hun Ulv. Ulv er ikke gerningsmanden, og han følger med hende til Paris for at finde bedstemoren. Desværre kan dronningens folk godt spore visse ting.
Der er nogle gode flugt- og kampscener, et afvekslende tempo og pletvise antydninger af romantik. Så hvis man ellers kan forholde sig til mænd med skælmske smilehuller, er det en ret god fantasy roman.
Marissa Meyer
Scarlet
Lunar Krøniken
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
416 sider
Høst & Søn
Udgivet: 2017
Birte Strandby
