Hermann er 37 år gammel og arbejdsløs. Han bor i kvistværelset hos sin mor, efter at kæresten har brudt med ham. Moren får stillet diagnosen kræft og får at vide, at hun har max. et halvt år tilbage at leve i. Sammen tager de til Amsterdam for at finde et hospice, og fordi Hermann har læst om en fornuftig kur der. Amsterdam bliver en livlig, surrealistisk dansen med døden. Blandt andre møder de en mand, der er berømt for offentligt at forsvare retten til at begå selvmord, idet hans betragtning er, at selvmord i den sidste ende altid er forårsaget af dyb depression, og den har man lov til at afslutte uden hensyn til omgivelserne.

Hermanns udadvendte og energiske mor går til angreb på oplevelserne, og så drikker mor og søn igennem sammen, og de begynder at ryge hash. I første omgang med henblik på at tage morens smerter, men så bliver det indarbejdet som en del af de tos fælles søgning mod rusen. Islands økonomiske nedtur, som følges fra Holland, bliver stykkets bagtæppe, og økonomiens nedadgående kurve kommer også til at gælde for moren.
Et sprogligt kunststykke der formår at omfatte såvel morens aggressive tilgang til livet og Hermanns mere stilfærdige kommentarer og fortolkninger.

Hermann er sin mors undersåt, men han er det med en vis stil, og let genkendelig som den der bøjer af for husfredens skyld. Hans egen vilje minder om rygraden på en vandmand, men alligevel er han sin mors modsætning, og viser sig stærk til sidst – ’en del af den hellige treenighed: Jesus, Hermann og Buddha’.
Sölvi Björn Sigurdsson

Oversat af Birgit Thor-Møller
224 sider
Torgard
Udgivet: 08.11.2011