Juliane arver sin moster gamle gård, sin mors barndomshjem. Hun er bymenneske og forventer at sælge gården, men da hun kommer derud, er det ikke bare en slags gensyn med barndommen og en sommerferie for længe siden, men også et gensyn med den første kærlighed.
Hun har selv et mangeårigt og nu afsluttet ægteskab bag sig. Både hendes ægtefælle og de to døtre er vrede på hende, fordi hun udvandredede. At hun forlod ægteskabet var en slags protest mod mange år som serviceorgan, men efterhånden har hun fundet sig til rette uden for det tryghedsskabende ægteskab. Først sent opdager hun, at hun ikke er den eneste der har haft vanskeligheder i ægteskabet, og at hendes barndoms sommerforelskelse også har sit at slås med.
Juliane er født til parforhold, og hendes liv som enlig på en gård langt ude på landet forandrer hende, gør hende stærkere. På den måde minder romanen om andre ‘skilsmissehistorier’ som eksempelvis Lykkevej med Birthe Neumann eller Hope Floats med Sandra Bullock.
Anita Albers er god til at male billeder på læserens nethinde, så vi kan se den let forsømte gård, de to katte, den frustrerede ægtefælle og ikke mindst det spændte i den situation, der bringer en tigger ind i Julianes køkken. Også diskussionen med de vrede og let dømmende døtre er beskrevet indlevende og engagerende, så man næsten kan blive indigneret på hovedpersonens vegne, mens mødet med barndomsvennen ikke helt får formidlet alle de følelser, der sættes i gang i Juliane.
Udmærket roman om en moden kvindes langsomme udviklingsrejse og skifte til et andet liv.
Refugium
Anita Albers
294 sider
Brændpunkt
Udgivet: 07.02.2020
Birte Strandby
