Robert Goddard er rigtig god til at spinde en ende hvad enten det drejere sig om en klassisk krimifortælling eller en fantasi over en eller anden historisk begivenhed som i Danskeren, hvor mysteriet med den forsvundne zardatter Anastacia får en ny drejning.

I Quilligans bevis er det den politiske situation i Irland i 1940, lige efter at Verdenskrigen er brudt ud, der får en hjernespinner i Goddards krimiregi. Historien foregår skiftevis i 1976 og i 1940.
Fra begyndelsen er hele historien både mystisk og svær at hold på. Englænderen Stephen Swan bor i Houston, Texas, da hans mor ringer fra England og fortæller, at Stephens onkel Eldritch midlertidigt er flyttet ind hos hende i Devon. Da Stephen imidlertid altid har fået at vide at onkel Eldritch døde i London under den tyske blitz, undrer han sig såre.

Det viser sig at onklen har siddet i fængsel i Irland siden 1940, dvs. i 36 år. Nu er han blevet løsladt, men han kan ikke fortælle, hvorfor han har siddet fængslet så længe. Eldritch har fået et tilbud fra en advokat om at tjene 50.000 pund ved at bevise, at 18 Picasso-malerier er blevet svindlet fra en belgisk rigmand, som gik ned med en Atlanterhavsdamper, der blev torpederet i 1940.
Enken har tidligere forsøgt at bevise, at hun efter mandens død kun havde fået kopier af billederne og at en velrenommeret engelsk diplomat på denne måde havde stjålet malerierne, men hun havde tabt sagen.

Eldritch vil have Stephen til at hjælpe sig med sagen, der bliver mere og mere mystisk undervejs.
Ingen har tilsyneladende nogen viden om, hvad der egentlig skete i 1940. Selv onkel Eldritch vil ikke fortælle noget om, hvad der skete med ham , og hvorfor han har siddet fængslet i alle disse år.
Mens Stephen roder sig gennem en undersøgelse, hvor han ikke rigtig ved, hvad han skal foretage sig, får vi i tilbageblik langsomt nogen indsigt i de historiske kendsgerninger. Naturligvis viser det sig også, at der stadig er livsfarlige kræfter i spil, som for enhver pris vil forhindre, at de skjulte sandheder kommer frem i lyset. Når efterretningstjenesten og politikere med dystre politiske hemmeligheder er på banen, kan ingen vide sig sikre, og Stephen må erkende sandheden i det gamle ord om, at når elefanterne slås, er det græsset som bliver trampet ned.

Selvom historien er velfortalt, er den alligevel lidt rodet undervejs. Der dukker mange uhyggelige svinestreger op undervejs i det spegede plot, og man har ikke svært ved at tro på det fuldstændigt hensynsløse politiske skakspil, hvor alle bønderne kan ofres uden tøven. Bag de politiske kulisser er virkelighedens verden forrygende ond.

Quilligans bevis

Forfatter: Robert Goddard
Oversættelse: Claus bech
431 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 08.06.2011
4 glober

Jan Vandall