Private

Reed er så heldig og dygtig, at hun får et stipendiat, der giver adgang til Easton Academy. Et sted hvor held og dygtighed er småting, især når man sammenligner med Billings-pigerne, der formentlig stråler af skønhed, intelligens og succes. Den ene af de fire piger har netop vundet en forskerpris, den anden har en lille sidekarriere som undertøjsmodel, den tredje udgiver digte, og til sammen er de ufatteligt rige og indehavere af den rigtige magt herunder en styring af omgivelserne, der blandt andet påvirker hvem der har plads i hierarkiet, og hvem der skal hjemsendes fra skolen.

Reed, der aldrig har haft veninder er fast besluttet på at gøre alt for at tilhøre gruppen, incl. rende ærinder, overbringe lede beskeder og stjæle prøver fra lærerenes kontorer. I begyndelsen er hun klædeligt iført den ubevidsthed, der præger enhver rigtig heltinde, men ret hurtigt mister hun uskylden og bliver til et skarpladt våben for magteliten, der blandt andet spiller på en rigtig Bush/Disney-retorik: Dem der ikke er med os, er imod os.

Det er sofistikeret bitching i rimeligt overbevisende udgave, men det er svært at kapere hovedpersonens robotagtige medløben. Selv for en meget usikker teenager, og helt så usikker er hun heller ikke, findes der ingen tilnærmelsesvis rationelle forklaringer på, at hendes sædvanlige selvstændighed sættes ud af drift, og det er vanskeligt at tro på eller holde af Reed.

Der er bygget op til spænding i slutningen af bogen: Er Reed inde eller er hun ude? Ondskaben er så tyktflydende på de sidste sider, at man føler sig hensat til Rosemarys Baby.

Birte Strandby