Askepot på nye eventyr, eller rettere: Askepot er denne gang amerikansk teenager. Den onde stedmor og hendes døtre er reduceret til en snobbet klassekammerat, Askepot selv hedder Mia og er faktisk ikke stakkels. Hun er datter af en enlig mor, en kunstner med klarsyn men ikke alt for mange moderlige tilbøjeligheder og en prins fra landet Genovia, der som ethvert traditionelt monarki ligger i Europa.

Mia er desuden barnebarn af la Grandmère, der nok ved, hvordan man holder på formerne. Livet er sådan set ok, men så får hendes far tekstikelkræft. Han kommer sig, men bliver steril og pludselig er Mia, hans eneste barn, tronarving. Det er hun ikke opdraget til, og hun er også helst fri, men det er ikke et valg.

Hvis det lyder bekendt, så er det fordi bogen er fra 2001 og filmen fra samme år ’Prinsesse eller ej’ med Anne Hathaway som teenageren, hvis fremtidsudsigter pludselig ændres voldsomt og Julie Andrews som den stilrene og strenge bedstemor.

Som sædvanligt giver bogen lidt mere end filmen, men mange detaljer er også medtaget i filmen: Fede Louie, Mias slemt overvægtige kat, der æder sokker, hvis den får for lidt opmærksomhed. Mias veninde er væsentlig både i film og bog, men er mindre prototypisk i bogen. Det er Mia selv, der fører pennenog fortæller om, hvordan det er at være tronarving med seriøse pligter, når man hellere vil bage på den hotte fyr fra college.

I toeren ‘I spotlyset’ intensiveres bedstemoderens undervisning, og pressen får rigtigt øjnene op for prinsessen midt i De forenede Stater. Desværre er Mia ikke kommet helt så langt med prinsesseopdragelsen. Hendes måde at omgås pressen på savner bedstemoderens diplomatiske evner, og det giver en del mere eller mindre pinlige grin, hvilket er en af årsagerne til, at bøgerne rent faktisk er så spiselige trods den banale historie. Lyserød underholdning til den tidlige teenageralder.

Prinsessens dagbog – Prinsesse Mia
Prinsessens dagbog – I spotlyset
Forfatter: Meg Cabot
Oversat af Dorte Egbert Nielsen
240 sider
224 sider
Forlag: Carlsen
Udgivet: 6.03.2009

Birte Strandby