‘Portræt af en ung brud’ tager afsæt i virkelige begivenheder. Lucrezia de’ Medici døde som 16-årig. Ifølge historien var tuberkulose dødsårsagen, men rygter talte om, at hendes mand, Alfonso af Ferrara, dræbte hende eller fik hende dræbt, fordi hun stadig ikke var gravid efter et års ægteskab. Der er flere historiske fixpunkter, men Lucrezias færden og mange tanker er fiktion. Maleren der står for hendes portræt er i romanen udlagt som Il Bastianino, mens det eneste portræt der eksisterer af hende i dag, er udført af Alessandro Allori. Her har romanen samtidigt et lille raffinement i form af den store kunstners to elever, hvor den ene Jacopo, angiveligt er stum, men yderst talentfuld og den eneste der forstår den fare Lucrezia står overfor.

Lucrezia de’ Medici er nummer fem i rækken af huset Medici i Firenze. Da hun er 13 år gammel, aftaler hendes far, at hun skal giftes med Alfonso d’Este af Ferrara. Som 15-årig forlader hun sin familie sammen med Alfonso. Hun er som sine søskende veluddannet og velopdragen. Pigerne i Medici-familien kunne ikke forlade deres kamre uden tilladelse, og bortset fra deres far og brødre omgikkes de kun ældre skriftefædre. Det ændrer sig ikke meget i Lucrezias  tilværelse efter indgåelse af ægteskabet.

Hendes mand forventer, at hun gør, som han siger og i øvrigt ikke lytter til sladder eller spørger til hans pligter. Til daglig har hun selskab af Alfonsos to søstre og sine tjenestepiger. Efter nogle måneders ægteskab arrangerer Alfonso, at hun får malet sit portræt, og mødet med maleren og hans to elever får stor betydning for Lucrezia. Hendes mand forbliver en gåde for hende. Nogle gange kærlig, som regel dominerende, og ikke tilbageholdende hvis han vurderer, at det er på sin plads at straffe eller dræbe. Hans optræden overfor sin søster chokerer Lucrezia og får hende til at ane, at hun selv lever livet farligt.

Vinklen er Lucrezias, og læseren er som hende den naive betragter af et hof og en kultur, der prøver at holde på sine hemmeligheder. I den henseende kan Lucrezia måske sammenlignes med den unge dronning Marie Antoinette, der – skal man tro de mange (fiktive og ikke-fiktive) beskrivelser – heller ikke helt forstod sine omverden, før det var for sent. Romanens sprog er malende, og samlet er romanen spændende læsning men med en meget langsom udvikling.

Lucrezia har også fået tildelt en ikke lille oprørstrang, som hun kæmper for at holde nede. En oprørstrang der sjovt nok ofte findes hos kvinder i historiske romaner, der er skrevet af nutidige kvinder.

Robert Brownings berømte digt My Last Duchess gav O’Farrell ideen, og udtrykket er i romanen oversat til ’min første hertuginde’ og brugt af Alfonso, da Lucrezia sidder for sit portræt. Det skræmmer Lucrezia voldsomt, fordi hun umiddelbart opfanger, at hun måske ikke bliver Alfonsos sidste hertuginde. 

Forfatteren Philip Pullman kritiserer tilbøjeligheden til at fortælle en gammel historie i nutid: “I don’t care how many people enjoy it, fiction in the present tense is an ABDICATION OF NARRATIVE RESPONSIBILITY,” he tweeted. “I resent having to re-calibrate my entire attitude to time whenever I open a novel in the present tense. Away with them!” Ikke desto mindre gør det romanen mere nærværende, og det er jo netop en roman.

Virkelighedens portræt – der også er det, der beskrives i bogen – pryder forsiden på den engelske udgave, men sjovt nok ikke den danske.

Oversættelsen fanger fint poesien, de mange beskrivelser og Lucrezias metaforfyldte indtryk af sin omverden, men der er alligevel et par irriterende smuttere i forhold til, hvordan man tidligere anvendte visse ord og udtryk, som når ordet ‘smækker’ anvendes om en kjole.

Portræt af en ung brud

Maggie O’Farrell

Oversat af Alis Friis Caspersen

446 sider

Alpha

Udgivet: 16.08.2023

Birte Strandby