Debutroman om de mennesker, der klarer sig dårligst i det danske samfund.

Merete Andersen er foged. Hun sætter folk ud med politiets hjælp og finder ud af, hvor de samme mennesker kan bo, når de nu ikke længere har et hjem. En dag sætter hun en mor og hendes lille pige på gaden. Moren vil ikke have hjælp og de forsvinder ud i horisonten.

Meretes eget ægteskab kører på pumperne, og en eftermiddag da hun kommer hjem, er hendes mand gået ned efter cigaretter. Hun ved godt, at han nok ikke kommer tilbage, så da hun igen møder den unge mor med datteren, tilbyder hun dem et værelse i sit hjem.

Samtidigt følger vi Susanne og Lars, der er lykkelige sammen i deres øldrikkende tosomhed, indtil de sættes ud af deres lejlighed. Ikke at det ændrer så meget ved deres livsførelse, tværtimod virker det som om de efter udsætningen er på nippet til store beslutninger, men så alligevel finder trygge steder, hvor de kan falde i hak med gamle vaner.
Susanne forsøger at stoppe med drikkeriet, så hun kan erhverve retten til at være sammen med sin søn, men har ikke kræfterne til projektet, og Lars kan kun konstatere, at han næppe finder en tilværelse, der tillader ham mere fællesskab, end det øldrikkeriet giver ham.

Synsvinklen følger på skift fogeden og tre af de mennesker, hun har sat på gaden. Det giver gode, levende og empatiske billeder af mennesker og magtesløshed, men præsenterer også tilværelsen som noget, der ligner en sump: Jo mere man bevæger sig, jo hurtigere drukner man.

Forfatter: Signe Schlichtkrull

232 sider
Forlag: Samleren
Udgivet: 27.03.2009

Birte Strandby