Den unge halvgud, Percy Jackson, må igen drage ud på nye og totalt livsfarlige missioner. Først forsøger han at hjælpe sin ven, satyren Grover. Grover har fundet nogle ukendte halvblodsbørn, som skal reddes inden de bliver dræbt af de halvblodsjagende uhyrer. Imidlertid udvikler det sig nærmest til en katastrofe, og Annabeth forsvinder, da hun bliver revet med ud over en klippekant af et uhyggeligt monster.
Men det er ikke den eneste katastrofe. For gudinden Artemis er også sporløst forsvundet, og der er kun en uges tid til vintersolhverv. Bliver Artemis ikke fundet inden solhverv, hvor hun har en vigtig rolle, risikerer hele Olympen at gå under.
Artemis gruppe af purunge, udødelige jomfru-bueskytter, bliver sendt afsted for at finde hende, men Percy bliver ikke udvalgt til at tage med, hvilket han er slet ikke er med på. Percy er dog ikke den største helt siden Herkules for ingenting, så han tager med hjælp fra sin Pegasusven, Blackjack, efter pigerne på egen hånd.
Det viser sig at titanerne forsøger at vinde magten fra guderne med en snedig plan, der også indvolverer Percys fjende Luke. Atlas har ved et snedigt rænkespil narret Artemis til at tage himlen på sine skuldre for at redde en af sine jomfruer, og det er er en opgave der kan knuse alle andre end Atlas selv.
For at nå frem til Artemis må Percy blandt andet kæmpe mod de dødsens afrlige skeletkrigere, der ikke kan slås ihjel. Hver gang de bliver hugget i smadder og småstykker, samler de sig på magisk vis blot deres knogler sammen for at angribe igen og igen. Det bliver et skrækindjagende eventyr, og på et tidspunkt kommer Percy selv for en kort stund til at bære selveste himlen på egne skuldre – det nok mest livsfarlige øjeblik i den unge helts liv.
Percy og vennerne må bruge al deres kløgt og alle deres krigerevner for at redde sig selv og Olympen fra det ondskabsfulde anslag mod både guder og halvguder, men det kan dog ikke undre nogen at Percy til slut får sat skik på tingene.

Titanens forbandelse fortsætter de gudelige løjer for fuld udblæsning, og Percys millioner af fans får også denne gang fuld smæk for skillingen. Sammenblandingen af den græske mytologiske verden med det moderne USA fungerer igen fint. Der er venskab og fjendskab plus masser af åndeløs fed action for ikke at tale om en hel verden, der skal reddes, og alt sammen foregår med en herlig humor og udsøgt fantasi. Unge Jackson popularitet bliver garanteret ikke mindre med dette tredje bind af denne sygt suveræne fantasyhistorie. Og der lægges fint op til spændende fjerde bind, da Grover til slut hører den for længe siden forsvundne Pans stemme sige: ‘Jeg venter på dig…!

Percy Jackson 3,
Titanens forbandelse
Forfatter: Rick Riordan
Oversættelse: Martin Aitken
336 sider
Forlag: Carlsen
Udg.: 21.01.2011
Jan Vandall