Ejler Nyhavn udsendte sammen med Peter Adolphsen i 2009 en versroman: Katalognien, hvori de mest gængse lyrikformer blev gennemgået på en morsom facon.

Pattedyr i mørket består af 11 noveller af forskellig længde og med varieret budskab.

Et gennemgående tema, som omkranser samlingen er dog Sønderjylland og Sønderborg. Den første novelle omhandler den 9. april 1940 og den sidste Spøgelset ved Dybbøl Mølle, skildrer en person, der går fra Kruså til Sønderborg, Dette strækker sig over flere dage, og ved Dybbøl Mølle bliver han tiltalt af et spøgelse. Dybbøl Mølles historiske skæbne forfølger ham hele vejen til Sønderborg.

Som det ses, er det primært historisk stof, som forfatteren kredser om, i særdeleshed det sønderjyske, men i andre noveller er det den tyske historie, som fremstilles f.eks. i Den 5.april 1945, Berlin, hvor bomberne kastes over byen, mens russerne næsten udsletter det gamle Berlin. Den længste novelle er bygget op i kapitler og foregår i Eisenach  i 1574, hvor borgerkrig og religiøse ændringer tæt på den lutherske lære finder sted.

Titelnovellen Pattedyr i mørket er ganske kort. Jeg-fortælleren beretter om hans og en af hans venners nat omkring Sønderborg, hvor mærkelige lyde høres. Atter spøger den sønderjyske fortid.

Flere af novellerne er ganske udmærkede og gengiver små iagttagelser af forholdet mellem mennesker på en ny og anderledes måde, om end UFO novellen er svær at holde rede på og synes lidt for fantasifuld.

Nyhavn, Ejler

Novellesamling

Ravnerock, 2011

150 sider

Hella Sylvest