Så er Blåskæg på banen igen. Efter sin kontakt med heksen Tusmeralda har han fået magiske kræfter, og nu er han kommet om bord på sørøverskibet og sejler væk fra Euzzz’ Ø og fra den farlige Kaptajn Grumme. Men farerne er ikke slut. Jens, der står ved skibets ror, får smag for alle de mange gulddukater, som Blåskæg skal dele ud til de fattige. Blåskæg bruger sin magi, og Jens flygter fra skibet, og lander hos Tusmeralda der stadigt vil have fat i Blåskæg.
Blåskæg sejler videre alene for at finde Turturrinitårnet og spøgelserne, men det stopper ikke her. Han bliver fanget af en fornem dame med en sabel og spærret inde. Heldigvis er hjælpen ikke langt væk.
Blåskægs eventyr skiller sig ud fra andre eventyr. Dels er der hans mærkelige magi, der giver ham magt over mennesker og spøgelser, når han ellers husker at bruge den, magien. Dels skiller hans fjender sig ud fra mængden. Den ene er en heks, og den anden en sørøverkaptajn. Oven i købet er de søskende, selvom de kun er enige og arbejder sammen ved ganske særlige lejligheder. Og hvor normalt er det lige at få hjælp til sin heltedåd af en sandbunke, der hedder Nummer Syv? Ret effektiv hjælp omend den ikke sparer Blåskæg for alle vanskeligheder.
Forvandlingen fra en lille, skaldet dreng til en vordende og meget målrettet helt med blåt skæg er også bemærkelsesværdig men, bortset fra skægget, nok mere almindelig i fiktive universer.
Blåskæg henvender sig til børn fra ca. fem år. Det er korte, lette historier, velegnede til højtlæsning.
Blåskæg 3
Turturrinitårnet
Michael Kousgaard
42 sider
Forlaget Kousgaarden
Udgivet: 2018
E-bog
Birte Strandby