‘Hendes talrige udtalelser om, hvor ufarligt det er at være prostitueret, og at alle kvinder gør det af egen fri vilje, er efter min opfattelse helt ude i hampen.’

Skriver Erik Hauervig der efter mere end 35 års tjeneste i politiet har indgående kendskab til det danske prostitutionsmiljø. Marlene Simoni har også mere end 35 års erfaring med branchen – som prostitueret, og her fortæller de begge om deres erfaringer, branchens problemer og deres forslag til løsninger.

Ifølge Hauervig er hovedårsagerne til prostitution ‘altid en god blanding af incest, narkotika, økonomi og tvang.’ Og ifølge samme er den eneste rigtige løsning at forbyde prostitution og straffe kunderne, for det er jo dem der skaber markedet. Simoni mener ikke, at det er så let at afskaffe ‘verdens ældste erhverv’, men skriver, at der kan gøres meget for at hjælpe de prostituerede ud af miljøet og give dem chancer i andre erhverv. De to forfattere er enige om, at skadevirkningerne hos de prostituerede er mange og skal nedbringes.

I samme forbindelse påtaler Hauervig danskernes tilbageholdenhed med at tage debatten om udnyttelsen af de sårbare kvinder op, som man eksempelvis har gjort i Sverige. Ekstra Bladet der – Tør – hvor andre tier – fik for år tilbage en på hatten for at have vist billeder af en politkerkendis som kunde i prostitutionsmiljøet. Avisen blevet truet med at få lukket for adgang til Christiansborg-stof, og har ikke ytret sig siden desangående.

Hvor Hauervig taler om de uundgåelige følgevirkninger, om de mange veje der kan føre til prostitution og om nettets utallige muligheder for markedsføring, så er Simonis bidrag til bogen af en anden art, mere en beskrivelse af livet som prostitueret både som selvstændig og som ansat på et bordel, herunder hvad det kan kræve af beskyttelsespenge, annonceudgifter og andet. Igen hives Ekstra Bladet frem, fordi det angiveligt er det medie der tjener mest på annoncering fra prostituerede. Simoni giver også sit bud på et af tidens skræmmende emner, sugardating, der ifølge hende kun kan betegnes som prostitution.

Begge forfattere fortæller, at der er sket meget i miljøet, hvad angår organisering af prostitution og lukrative forbrydelser som trafficking. At området har brug for debat og politisk indgriben er helt klart, og Panseren & Tøsen er et glimrende oplæg.

Panseren & Tøsen

Prostitution som arbejdsplads

Erik Hauervig og Marlene Simoni

22 sider

Skriveforlaget

Udgivet: 2018

Birte Strandby