Hvordan føles det at være ansvarlig for to små piger, en datter og hendes veninde, sende dem i forvejen ned på stranden, og så opdage at de ikke længere er på stranden, eller i vandet?

Den skræk, den panik får Belling perfekt sendt videre til læseren i titelnovellen Pålandsvind. Moren er hovedperson og jegfortæller. Lige pludselig kan hun huske sin egen mors bemærkninger om pålandsvind og fralandsvind, den lille risiko for at drukne og hvorfor tyskerne ikke opførte sig som tabere efter 2. verdenskrig, skønt de var det. Lige nu er det de tyske turister der har børn der leger på stranden, mens fortælleren ikke kan finde sine, måske fordi der er noget hendes mor aldrig har fortalt hende.

De fleste af novellerne har en jegfortæller, og i enkelte tilfælde en meget ung af slagsen. I novellen Flyvefærdig er fortælleren et lille barn, som barnets mor forsøger at parkere i en børneafdeling på et museum. Barnet sidder medgørligt og tegner det, som underviseren forventer af hende, men har i virkeligheden gang i et helt andet projekt, der måske/måske ikke kunne være gået helt galt. Flere af novellerne balancerer på kanten af det forventeligt forfærdelige, men spændingsopbygningen fylder mere end afsløringen af slutningen.

Forvandlingspunkt skiller sig ud. Her er en fortæller, der bruger sine aftener på at iagttage beboeren i huset overfor. Det er en lang proces. Fra beboeren, en mand – jævnaldrende med sin iagttager, kommer hjem fra arbejde til han går i seng. Fortælleren følger ham intenst, hans gøren og laden, hans ansigtsudtryk når han sidder og skriver. Indtil han en dag forsvinder, og vores fortæller får en seriøs overraskelse. Det er der også nogen der gør i Ejerskifte, der har form som et brev, et brev der skal forklare en desperat men såre forståelig handling. En reaktion på noget der bedst kan forstås som en voldtægt af et stykke kulturarv.

Belling fortæller glimrende, og novellerne pirrer nysgerrigheden og  rummer oftest en antydning mystik, en slutning man ikke helt kan gennemskue.

Pålandsvind

Noveller

Nina Belling

134 sider

Brændpunkt

Udgivet: 12.03.2022

Birte Strandby