Den norske forfatter og sociolog Sverre Henmo udgiver nu romanen ”På vej hjem” der også udkommer på dansk. Det er godt nyt for alle læsere med trang til samtidsromaner om parforhold. Sverre Henmo har forfattet en lang række børne- og ungdomsbøger ligesom han har skrevet enkelte romaner til voksne.

”På vej hjem” er en roman om parforhold. Fortælleren er en mand, Magnus, der i over ti år har levet sammen med kvinden Thale og hendes søn. Magnus og Thale mødte hinanden på en skole hvor de begge underviste.

Da fortællingen tager sin begyndelse er parret kørt ud til hendes families hytte, hvor de to skal tilbringe et par dage. Thales far og bror ønsker at hun skal overtage hytten – og købe broren ud. Magnus er imod, men kan ikke få det sagt. Hendes 16 årige søn Georg er blevet tilbage i byen da han skal spille en basketballkamp. De er lige kommet ind og har fået pakket lidt ud og har fået drukket en god sjat rødvin, da de får en opringning. Georg er besvimet og er på vej til vagtlæge. Thale insisterer på at de straks må retur. Magnus mener, at de skal vente til de ved mere. Samtidig er han bekymret for at køre, da de har drukket.

De kører retur til byen – en tur på ca. to og en halv time – og undervejs modtager de løbende opkald om Georgs tilstand, der forværres. Han indlægges på sygehuset og det tyder på et hjerteinfarkt.

Fortælleren reflekterer over sit parforhold og relationen til papsønnen Georg. Thale og Magnus er gradvist vokset fra hinanden. Han ønsker brændende at de to skal få børn; også selvom det indebærer fertilitetsbehandling. Hun modsætter sig det, men uden at de reelt får talt det igennem.

Køreturen udvikler sig dramatisk i takt med at de får dårlige bulletiner fra Ullevål Sygehus. Thale er ikke i stand til at køre bilen forsvarligt, men insisterer på at de skal kører til Oslo. Hun har mistet sit kørekort pga. for høj fart, men kører alligevel.

Romanen er skrevet i to spor. Nutiden (der i kapiteloverskrifterne måler distancen der er tilbage til Ullevål Sygehus) og parallelt med køreturen til hospitalet følger vi deres historie tilbage i tiden, til dengang de mødte hinanden. For hvert kapitel kommer vi længere og længere tilbage i tiden. På den måde afdækkes historien om hvordan og hvorfor de fandt hinanden. Dermed tegner der sig et billede af deres relation og hvem, de hver især er.

Thale har altid fortiet hvem, der er far til Georg. Sønnen er produktet af det, hun selv kalder “en vild uge i Grækenland”, der var en reaktion på at hendes fyr hjemme i Norge havde været utro.

Sverre Henmo er en fremragende fortæller! Det er tydeligt at han trækker på sit fag som sociolog og sine egne erfaringer som mand og som lærer. Romanen er på en gang medrivende, dramatisk og uhyre indsigtsfuld. Den har et godt flow, fordi vi holdes hen i spænding om, hvordan det skal gå Georg – og vi samtidig er nysgerrige på at vide mere om Thale og Magnus’ forhistorie.

Romanen er gennemsyret af en hudløs ærlighed om deres forskelligheder, deres forhold, deres liv sammen – og deres syn på børn og forældreskab, der er vidt forskellige.

Det er en alvorsfuld men letlæst roman, der prikker til os og minder os om at få talt om fortiden i tide, så den ikke ender med at skabe unødig usikkerhed. Romanen emmer af fortvivlelse og rådvildhed over at kunne miste et barn men også hinanden, hvis man opgiver forholdet. Alt i alt en stærk og berigende fortælling!

På vej hjem

Forfatter: Sverre Henmo

Oversættelse: Rasmus Klitgaard Hansen

Forlag: TURBINE

244 sider. Hardback.  

Udgivelsesdato: 13. 9. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg