Jeg sidder en dag i marts og har søgt ind på forfatterskolen …

Jeg sidder en dag i marts og ville ønske, at jeg kunne gøre honnør for folks gravstene.

Jeg ånder en dag i marts på trods af at jeg er psykisk ustabil.

Nete Krøll har skrevet en selvbiografi om, hvordan det er at være på antidepressiver i tyve år, og hvordan livet leves, når man er skrøbelig og har sin faste gang på psykiatriske hospitaler.

Nete er anderledes. Hun føler sig tiltrukket af en ung mand på den psykiatriske afdeling, går ind på hans værelse og lægger sig i hans seng – indtil hun bliver smidt ud derfra. En anden dag går hun på apoteket og køber et glas Panodiler, som hun sluger. 

Se mig, hør mig. Jeg er tilstede i dette murstensmareridt, og hvis I ikke tager mig alvorligt, så er der en mindre, I kan behandle.

En sygeplejerske opdager det, og Nete overlever.

Og det er sådan, Netes liv er mellem op- og nedture, nedladende personale på behandlingsstederne, og gode lærere i skolerne, kærester, gode og mindre gode:

‘Du er ikke god nok til mig, jeg skal have en, der er kønnere og mere velfungerende’.

Trods den periodiske modgang er Nete basalt en lidt optimistisk natur, der ikke giver op, når det handler om andre mennesker, selv om hun sommetider er lige ved at opgive sig selv. Især når familiemedlemmer giver udtryk for, at hun måske er uønsket og lidt besværlig at have med at gøre. Eller når kommunen fortæller, at de ikke kan hjælpe hende med at få arbejde.

Der er en del samfundskritik i Nete Krølls selvbiografi, og der er en del beretninger om, hvordan det er at være Nete Krøll. Der er sandsynligvis også en form for terapi i forbindelse med skrivning af bogen, og den er interessant, hvis man har forudsætningerne for at følge Nete – som patient, plejer eller læge – men tilhører man ikke en af de grupper der jævnligt er involverede, er der en del udfordringer med helt at følge hovedpersonens oplevelser og reaktioner, selvom meget er genkendeligt.

Følelsen af afmagt er næsten ikke til at bære.

På trods

Nete Krøll

142 sider

mellemgaard

Udgivet: 2021

Birte Strandby