Denne udmærkede og nødvendige bog definerer begrebet ikkevold, gengiver historiske erfaringer og præsenterer muligheder for fremtiden.

Det første bonusmateriale er oplysningen om, at ikkevold er den mest effektive metode til at opnå forandringer. Måske er det på tide at sadle om og tage imod de værktøjer, som præsenteres i bogen?

Volden er inddelt i tre typer: Direkte vold, strukturel vold, kulturel vold, hvor den sidste type – at nogle mennesker er mere værd end andre – er baggrund for de to andre voldstyper. Bogen indledes med en beskrivelse af ikkevold og eksempler på vellykkede ikkevolde aktioner i forskellige dele af verden:

Indien

Når man taler ikkevold er Ghandi ofte det første navn, der dukker op, og bogen rummer da også en beskrivelse af Ghandis Indien, om boykot af saltloven, af valghandlinger og af importvarer. Med dette boykot beviste inderne, at de havde magt og befriede sig selv fra ideen om, at de var briternes lydige undersåtter og dermed også fra den kulturelle vold, de var udsat for. Vejen til Indien af E. M. Forster omhandler netop det politiske miljø i Indien før Ghandi.

Serbien

Slobodan Milosevic var også offer for ikkevold. Organsationsationen Otpor begyndte som studenterorganisation og fik med kreative og provokerende demonstrationsformer skudt Milosevics styre i sænk. Otpor var så velorganiserede, at de kunne påvise valgfusk, og de havde på forhånd udarbejdet planer for protester mod valget. De organiserede en demonstration med en halv million mennesker i Beograd mod det officielle valgresultat, og havde før demonstrationen indgået aftaler med andre organisationer og politiet, så demonstranterne ikke blev beskudt. Milosevic måtte herefter acceptere sit nederlag.

Brasilien

I den anden ende af verden arbejder Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra (MST) med fredelige midler for de landløse jordarbejderes adgang til jord. For at blive medlem af organisationen skal man deltage i en jordbesættelse. Det er en ikkevoldelig aktion af stor symbolsk og pædagogisk værdi, fordi det kræver, at jordarbejderen påtager sig ansvaret for sin handling. Tidligere erhvervede MST kun uproduktivt land, men nu går organisationen også efter land der producerer til eksport med en forventning om, at et land først og fremmest skal sørge for sine egne.

Medierne

Et andet kapitel handler om medierne og om enøjet formidling som den der fokuserer på

dæmonisering af fjenden. En lignende kritik findes i Nagieb Khajas Historien der ikke bliver fortalt.

På barrikaderne for fred lister krav til fredsjournalistik såsom baggrundsinformation, plads til alle stemmer, afsløring af løgne:

… argumenter om pigeskoler, opbygning af demokratiske institutioner og respekt for menneskerettigheder klinger bedre end hævnlyst og olietørst

Indeholdt er også den vigtige diskussion om intervention: Hvem skal gribe ind, hvornår? En problematik der ligeledes vendes i Kofi Annans selvbiografi I krig og fred.

Yderligere er der en fremstilling af nødhjælpsarbejdets problemer: Hvordan sikrer man, at nødhjælpen når de trængende. Hvilken betydning har det, når nødhjælpsorganisationen benytter væbnede vagter til at vogte over leverancerne?

Desuden er der beskrivelser af voldstrekanten: ABC – Attitude/Assumption, Behaviour, Contradiction, af kvinder i fredsarbejde såsom Las Madres de Plaza Mayor, af ubevæbnede bodyguards, og der er en opskrift på civil ulydighed og henvisning til forfatteren Gene Sharp, der kan supplere med 198 forskellige ikkevoldelige aktionsformer.

Majken Jul Sørensen

302 sider

Irene Publishing i samarbejde med foreningen Aldrig Mere Krig

Udgivet: 2012