Hvem har retten til byen? Hvordan er bymidter blevet så fashionable, at hverken underklasse eller middelklasse har råd til at bo der?

David Harvey giver den stigende ulighed en del af skylden, og så handler det naturligvis om økonomi og den krise, der har bidraget til den øgede ulighed både i vest og i øst.

Som andre i tiden skyder forfatteren på boligmarkedets andel i krisen i den vestlige verden begyndende med ud fra en marxistisk tankegang at forklare, hvordan bankens udlån kan simulere produktion af værdi, hvor der – stadigt ifølge Marx – ingen er. Harvey omtaler ligeledes nedturen med Fannie Mae og Freddie Mac, der var garanter for næsten 80 % af alle lån i 2008, og han bidrager med en beskrivelse af, hvordan den seneste præsident Bush forvandler et Clintonsk overskud til underskud – blandt andet ved at deltage i to Irak-krige.

Bogen indeholder en del økonomisk teori, hovedsageligt Marx og en omhyggelig gennemgang af såvel kapitalens som arbejdskraftens (frie) bevægelighed, men også Keynes og Lockes teorier berøres.

Og i praksis hører vi om, hvordan byggeselskaber i Seoul hyrede hold af sumobrydere, der invaderede og smadrede hele boligområder for at få folk til at flytte fra de bjergsider, hvor de havde boet siden 1950’erne, men som var steget i værdi som boligområder for de rige i 1990. Ligeså i Kina, hvor boligudgifterne i storbyerne accelererer voldsomt, og folk brutalt flyttes ud af de eftertragtede områder.

Der er også en kritik af de tidligere så berømmede mikrolån i Bangladesh, fordi de fastholder låntagerne/kvinderne i forgældede positioner med renter på 18 % og mere.

Det er ikke let læsning men en interessant vinkel på sammenhængen mellem økonomien og retten til byerne.

David Harvey

187 sider

Verso

Udgivet: 2012