Digte har det hårdt i Danmark. Der er kun ganske få udgivelser hvert år, og det kan være barskt og utaknemmeligt at skrive digte, ligesom den kollektive anekdotesamling næppe råder over fortællinger om rige poeter, der scorer kassen på bibliotekspengene fra digtsamlingen.
Poesien er heller ikke altid begunstiget med den offentlige bevågenhed, den måske kunne fortjene, og hvor mange af os kender nogen digtere udover Grundtvig? Bortset lige fra måske Pia Tafdrup, Benny Andersen, Michael Strunge – og så naturligvis Halfdan Rasmussen, der jo fandt et taknemmeligt og poesimodtageligt publikum til Tante Andante og Onkel Garfunkel. Så, al respekt for de mennesker, der trods samfundets ikke-eksisterende eller beskedne applaus alligevel udstiller og udgiver deres bearbejdede, inderste tanker for dem, der søger det poetiske.
Og poesi er der i Orienteringspunkter. Ikke svimlende Byronsk eller humoristisk Benny Andersensk for den sags skyld, men en stilfærdig, insisterende stemme, der gør sit bedste for at formidle det, vi alle mener at forstå, men som vi ikke altid er i stand til at udtrykke præcist.
Nogle af digtene er beskrivelser af synsindtryk som digtet Kittel, om kvinderne i en sydeuropæisk(?) landsby, deres påklædning, gøremål og søndagens kirkegang.
Flere af digtene er skrevet af et jeg til et du. Fra en forelsket kvinde til en – prosaisk – mand, som i Hejren:
Jeg derimod tager
dit ansigt i mine hænder
…
Du skutter dig
og nikker mod skuret.
Og i digtet Suk:
Jeg tager vare på dine suk,
selvom du tror, jeg ikke forstår tonen i dem,
men det gør jeg.
Orienteringspunkter omfatter også fotos og forklarende prolog.
Orienteringspunkter
Pernille Carstens
64 sider
mellemgaard
Udgivet: Januar 2014
