Marius Nørup-Nielsens nye digtsamling er fyldt med en boblende livsglæde, trods de ofte barske beretninger om begravelse, angst, skizofreni, paranoia, pikkens besværlige liv, tosomheden, der en dag får en lille nyfødt.
Digtene gør rigt brug af en gammelkendt stilistisk finesse: enjambement. Dette at skære en linje op i to kender vi så godt fra klassikerne: Shakespeare, Rilke og ikke mindst fra John Keats i et af den engelske romantiks smukkeste digte: A Thing of Beauty is a Joy for ever… Marius er på ingen måde romantiker. Han skildrer en 30årigs hverdagsliv: Her sidder vi så, vi moderne/børn, som blev for/ voksne… etc. Vi befinder os i 2009.
Digtene er fortrinsvis inspireret af det danske univers, dog har Marius – som mange andre – været et smut i New York og har været hele raden rundt: Manhattan: er hurtigt/overstået. Dette kan rigtignok diskuteres. Denne sydlige del af New York fylder ikke så meget på kortet, men det er her det hele udgik fra. Queens, Brooklyn og Bronx er områder som er kommet til langt senere. Rent historisk og – desværre også i nutidig stund – efter 11. september 2001 – er Manhattan stadig den vigtigste del af New York. I et af New York digtene omtales – om end ikke ved navn – Frihedsgudinden. Digtet giver et noget negativt billede af amerikanerne, som på ingen måde holder: Friheden er som skabt til at/forbruge/friheden. Okay, det er en påstand.
Alt i alt et spændende projekt med fantasifulde ordsammensætninger tilsat et højt humoristisk toneleje, men også med visse svagheder. At læse Marius’ fødselsdagsbrev til sig selv på hans 33 års fødselsdag er noget fjantet og for navlebeskuende.
Forfatter: Marius Nørup-Nielsen
Hella Sylvest
