Vores følelser er palæolitiske, vores institutioner er fra middelalderen, og vores teknologi er guddommelig. (Edward O. Wilson)
Vi har iPadkids, tiårige på TikTok og smartphoneforældre i sandkassen. Hvad er det for en kultur, vi skaber, og hvad gør den ved vores børn? Det har Camilla Mehlsen undersøgt, og resultatet – som det forelægger i denne bog – burde få os alle til at sætte det digitale på pause og tage på skovtur.
Mehlsen påviser, at vi selv har arrangeret det digitale univers, hvor vi befinder os. Ungerne har tidligt fået en iPad, så de ikke risikerede at blive kørt ud på et sidespor, men hurtigt blev i stand til at gebærde sig på nettet.
De sociale medier har fat i de fleste af os. De ældre er på Facebook, og børnene er på TikTok der oven i købet har algoritmer der belønner hyppig aktiv tilstedeværelse på mediet og dermed udnytter vores angst for at misse noget, fear of missing out, FOMO. Det er også algoritmerne der sorterer i vores interesser og leder de rette artikler og spil videre til os, så vi hele tiden får mere af det samme. Der er flere elementer i det. For eksempel lider vi under en digital sammenligningskultur, der får brugere af de sociale medier til at anvende filtre for at tage sig bedre ud. Vi har en perfekthedskultur, der endda kan munde ud i slankekure eller ligefrem algoritme-støttet spisevægring.
Men modreaktionerne er begyndt at dukke op. Således har Josephine Müller oprettet en profil, Josephine Livin, der leverer ‘autentiske modspark til glansbilleder’ blandt ved at vise, at alle, selv de meget slanke, har deller på maven, når de sidder foroverbøjet. Lyder det syret? Men behovet for ‘modspark’ er ikke det eneste problem. For andre er risikoen for at udvikle ludomani større. Hver tredje bruger af nettet er under 18 år, og knap halvdelen af dagens ludomaner er under 25 år.
Der er mange andre bivirkninger. Det stillesiddende digitale liv gør os overvægtige, og på et tidspunkt vil afvænning fra det digitale sandsynligvis skabe et A- og et B-hold. Rige forældre kan købe hjælp til at styre rammerne for skærmforbruget, mens andre klasser ikke har den mulighed.
Læge Imran Rashid har længe kæmpet den samme kamp for at reducere børns skærmtid og har blandt andet skrevet bogen ‘Sunde vaner – skabt med vilje’.
Man kan næsten kun erklære sig enig i Mehlsen betragtninger, men måske undrer man sig også over, at hverken Mehlsen eller Rashid tager udgangspunkt i det faktum, at det tryghedssøgende folkefærd – forældrene – har fundet det langt mere trygt at placere barnet foran en skærm end at lade det cykle hen til en klassekammerat på egen hånd. Udenfor er blevet lidt mere farligt, og masser af børn bliver kørt rundt. Det betyder dels, at deres dag måske ikke indeholder den daglige tur på cykel eller til fods, og det betyder også, at de ikke følges med jævnaldrende, men med deres forældre i skole og til fritidstilbud. De mister motion, og de mister fællesskab. Skærmen er erstatningen, og en reduktion af skærmtiden kræver ifølge Mehlsen, at vi stopper med rådene, skruer op for samtalen og finder ud af, hvad vi vil med familien. Måske skal vi også samtale om, hvordan vores byer skal se ud, så vi frit kan bevæge os rundt i dem, få plads til cyklende og legende børn?
Opmærksomhedstyveriet er en inspirerende statusopgørelse med forslag til, hvordan vi kommer videre på en fornuftig måde.
Opmærksomhedstyveriet
Hvordan vores børn blev forsøgskaniner i techeksperimentet, og hvad vi gør nu
Camilla Mehlsen
214 sider
Informations Forlag
Udgivet: Januar 2024
Birte Strandby
