Jeg er heldigvis fra en tid, da man var fri for den børnevenlighed, vi har nu. Dengang kunne man være i fred for de voksne …

Jens Andersen har som bekendt gjort sig bemærket ved at skrive flere glimrende biografier – om H. C. Andersen, Astrid Lindgren, Thit Jensen, og også denne biografi om Ole Lund Kirkegaard er i særklasse: Engageret, informativ og underholdende. Med vanlig sans for at slå ned der, hvor det er interessant, gør Andersen børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard til en sand nationalskat, en gave til små fantasifulde drenge og deres omgivelser.

Torben Weinreich – der i 2010 udgav Ole Lund Kirkegaard – Et forfatterskab – sagde engang på et foredrag på bogmessen i Forum, at Ole Lund Kirkegaard basalt fortalte den samme historie hver gang. Det kan han naturligvis have ret i, men nogle historier kan ikke fortælles for tit, og de tilsatte krydderier hos Kirkegaard veksler hele tiden, så vi aldrig kommer i tvivl om vi er i selskab med Gummi-Tarzan, Otto er et næsehorn eller Lille Virgil, og mange af os har nok et eller andet vi husker særlig godt fra en af bøgerne eller en af filmatiseringerne siddende et sted på nethinden, måske Otto Brandenburgs bemærkning fra Gummi-Tarzan: Alle er gode til et eller andet, eller måske Allan Olsen der i skikkelse af Orla Frøsnapper forsøger at slukke et cigaretskod med skoen, mens Elin Reimer råber ad ham.

Med et solidt billedmateriale herunder også mange af Kirkegårds egne Picasso-inspirerede malerier og illustrationer fyldt med fantasi i høj kaliber og forlenet med en empatisk fortællestemme får vi Kirkegaards livshistorie – fortalt så man kan se, hvor romanfigurerne kommer fra, og hvorfor de dukker op igen og igen, og det er tydeligvis ikke i egen person, Kirkegaard tager afsæt, men derimod i egne elever. Alberts forbillede hedder således Jørn, og der er et skolebillede af ham i bogen.

Med til livsfortællingen hører også tiden på Århus Katedralskole, arbejdet med skolebladet Parnas der hovent gav den unge Rifbjergs debut en negativ anmeldelse, og en pinlig teaterforestilling der blev opført sammen med Ulf Pilgaard i slutningen af 3. g.

At Ole Lund Kirkegaard vælger lærergerningen må betragtes som en sand gave til opgøret med den sorte skole. Humor og fantasi som pædagogisk trylleredskab bliver Kirkegaards kendetegn som lærer og skoleleder, og hans litteratur bliver et opgør med de moraliserende bøger som borgerskabet hidtil havde foretrukket til deres afkom. Som Kirkegaard selv udtrykker det, var det hans hensigt:

at indføre en katalysator, som kan frembringe en ændring i voksnes forhold til hinanden og deres børn.

Kirkegaard læste sine manuskripter op for eleverne, før han sendte dem videre (manuskripterne). Selve begrebet pædagogik fik aldrig den helt store interesse, det var blot metoder til undertrykkelse af frie og selvstændige børn.

Jens Andersen har talt med mennesker der kendte Kirkegaard, blandt andre Niels Arden Oplev, der gik på Oue Skole, mens Ole Lund Kirkegaard var lærer der: Han var irriterende dygtig til at klatre i træer.

Når Oplev er særligt interessant i sammenhængen, skyldes det hans film Drømmen fra 2006 med Bent Mejding som den brutale rektor og Anders W Berthelsen som den ny tids lærer. Filmen er netop et billede på Oue skole i tresserne, og den har vundet genklang flere steder, som det også ses af Erik Lindsøs bog: Livet er i det mindste en historie værd.

Biografien omhandler også op- og nedturene i privatlivet, og Hemingways påvirkning af Kirkegaards livssyn, fra omgangen med spiritus til tyreløb i San Fermin, men det er forfatteren og billedkunstneren med respekten for barnet der står tilbage, når man lægger bogen fra sig.

Ole Lund Kirkegaard

En livshistorie

Jens Andersen

284 sider

Gyldendal

Udgivet: 01.02.2017/2010

Birte Strandby