Denne roman er tydeligvis inspireret af både James Bond, Da Vinci mysteriet og Hitchcocks Menneskejagt tilsat en del biologisk faglighed, godt for spændingen men ellers er romanen lidt skuffende.

Martin er biolog og forsker. Hans familieliv er idyllisk og livet fint bortset fra, at hans ansøgning om fondsmidler får afslag. Fra en forskerkollega og ven i nabolandet får han pludselig en mærkelig mail, og han slipper alt og rejser op for at møde kollegaen, kun for at finde ham død, dræbt på sit kontor. Martin er første mand på pletten, og som hovedpersonen i Menneskejagt står han med kniven, mordvåbenet, i hånden, da andre begynder at dukke op, og han må flygte fra politiet. Med hjælp fra kollegaens kone får han lejlighed til at se den afdødes mail, og det viser sig, at mordet kan have noget med SARS at gøre. En konklusion han når frem til i et tempo der ville have imponeret både Hercule Poirot og Sherlock Holmes.

Derpå udvikler dramaet sig heftigt, og Martin viser sig at stå overfor en magtfuld organisation, hvis formål tilsyneladende er at arrangere dommedag, og som i øvrigt tidligere har bekæmpet naturvidenskabelig forskning. Som enhver kriminel organisation råder også denne over en gorilla der godt kan lide at banke andre mennesker. Det slutter med en sand duel på dødelige vira og med en overraskende ny deltager, og umiddelbart burde dette jo være en udmærket spændingsroman. Desværre halter det nogle steder: For eksempel har Martin et længere indlæg om biologi og virusudvikling. Det er fint for læseren, men i romanen holder Martin indlægget for en hustru til en forsker, og det forekommer utroværdigt, at hun i den grad skulle være uvidende på området.

For bløde trafikanter er romanen særligt skræmmende: Hovedpersonen og andres tilbøjelighed til jævnligt at smide bilen i vejkanten og kaste den til siden giver indtryk af, at bilister ser på klodsede og farlige trafikale manøvrer med helt andre, mildere øjne end de mennesker der befinder sig udenfor bilen. Ydermere understøttet af følgende, meget uhyggelige kommentar om en bilists trafikale gambling:

Hun havde gættet rigtigt. Firhjulstrækkerens høje undervogn havde tilladt, at hun havde kunnet køre hen over Martin uden at give ham en skramme.

Desuden er der et problem med sproget: I løbet af de 431 sider er ordet dog anvendt godt 440 gange. Det er ca. 439 gange for meget for en krimi, 435 gange for meget, hvis den havde været skrevet af en romantisk forfatter født før 1930. Dog markerer en indrømmelse eller en opblødning af den foregående udtalelse, så der er en del der skal retfærdiggøres. Måske er det ikke nødvendigt at nævne, at Martin sædvanligvis ikke læser andres mails, undtagen når han har en sindssyg morder i hælene.

Philip Hallenborg

431 sider

Hallenbooks

Udgivet: Maj 2016

Birte Strandby