Denne biografilignende bog med det rekordstore forbrug af pronominet ’jeg’ handler om en kvinde – jeg-fortælleren – der leder efter noget. Noget, der kan give større livskvalitet. Vi følger forfatteren gennem fire – fem forhold. I flere omgange gange bryder hun op fra familien, fordi hun keder sig eller vil realisere sig selv, hvilket muligvis er det samme.
Efter en længere søgning kommer forfatteren frem til terapeutisk healing som en løsning på de ofte nævnte, men aldrig præciserede vanskeligheder. Måske er det symptomatisk, at hendes psykolog efter fire sessioner erklærer, at han ikke kan gøre mere for hende. I forhold til de vanskeligheder, menneskene ellers geråder i, så lykkes det ikke rigtigt hovedpersonen at overbevise læseren om, at hendes vanskeligheder er andet end få og nærmest imaginære, når undtages en periode med stress, der som bekendt kan være alvorligt nok.
En af flere konklusioner i bogen er den gammelkendte, at dameblade ikke er afslappende, men derimod stressende, fordi de demonstrerer, hvad kvinder skal matche i dagligdagen, hvilket sagtens kan opfattes som frustrerende.
Hele bogen handler om søgen efter lykken, og det er trivielt i længden, fordi forfatteren i sin søgen efter dybde og indsigt, ikke får formidlet hverken dybde eller indsigt til læseren men forbliver på overfladen uden at komme tæt på nogen eller noget essentielt.
Det er naturligvis positivt i en ressourcetrængt verden, at materialismen nedtones, og at cykling og genbrug er med på listen over bedre initiativer. Ligesom man må respektere, at den indeholdte kritik af et rigidt dagpengesystem udløser en sej beslutning om at klare sig uden samme system.
Søs Magda Oppermann
142 sider
SKRIVEforlaget
Udgivet: 08.10.2013
