I gamle dage var en poesibog en smuk lille bog – eventuelt med små tegninger på siderne, og det var hensigten, at ens veninder og klassekammerater skulle skrive et vers eller en hilsen i bogen, som for eksempel ‘Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde og du lige så.’

Nunu og veninder er noget anderledes. Her har forfatteren selv leveret alle versene, der handler om Nunu og hendes liv med veninderne og om at leve i nuet og inhalere årstiderne.

Det er lette rimede vers:

Skyerne driver

og bølgerne skummer

solen går ned

med et rødt ekstranummer

Det samlede indtryk er et billede af en sorgløs pige. Hun har gode veninder. Sædvanligvis har de det godt sammen, men de kan også blive uvenner. Det handler om udvikling, tabte tænder, tandfeen og vejrets skiften – og om at få en hundehvalp.

Nunu har reder

med fugle i håret

når hun går rundt

gennem sommerhalvåret

Der er mellem et og tre vers pr. side. Til gengæld fylder akvarellerne hele sider. Det er farverige billeder af natur og grinende piger; nogle med mange detaljer og andre, hvor farver og enkelthed stræber efter det kunstneriske indtryk. For eksempel er der et billede af Nunu der ligger i en skovbund med anemoner og kigger op på himlen. Og er der et stemningsfyldt billede af en vintergåtur med stjerner på himlen.

Det er en nydelig bog, og de enkle vers kan måske inspirere de unge læsere til at lege med sproget. Om den næsten konflikt- og intrigeløse handling er tiltrækkende er svært at sige, men Nunu og veninder ligner mest en bog, som man kan få af sin tante i julegave.

Nunu og veninder

En poesibog

Anne Prytz Schaldemose

Illustreret af Lea Letén

64 sider

Høst & Søn

Udgivet: 03.05.2019

Fra 5-9 år

Birte Strandby