Noa

Det skal siges, at jeg altid har hadet, når folk har rost Darren Aronofsky som en kunstnerisk og tænksom instruktør. Derfor så jeg også frem til Noa, hvilken jeg tænkte ville være det endelige bevis på at de tog fejl, hvilket den også er. Bare fordi man har en interessant visuel stil, er det ikke ensbetydende med, at ens indhold er godt. Hvis Requiem For A Dream ikke var filmet og klippet som den er, så ville det være en ekstremt plat film, med kedelige, generiske scener og en ligegyldig historie. Når det kommer til stykket vil den ikke mere end at sige, at stoffer er en dårlig ting. Det eneste der får den til at virke, er musikken og dertil en overflod af visuelle gimmicks.

I den forstand er den underholdende, men at sige at den er dyb er som at påstå at min kat bliver klogere hvis jeg giver den briller på. Dertil kommer Pi, The Fountain, The Wrestler, Black Swan og nu Noa. Alle flotte film med gode skuespillerpræstationer, men så heller ikke mere end det. Mysticisme er ikke det samme som intellektualisme, hvilket gælder for både Pi og dens konspirationer om jøder, og The Fountain og dens hipster, New Age misforståelse af verden. Ligeledes er metafor ikke det samme som dybde. Både The Wrestler og Black Swan vender på at tage en banal historie og tilføje et semi-magisk element. I The Wrestler sammenlignes hovedpersonen med Jesus, en klassisk metafor, men den overbruges i sådan en grad at man bare tænker ”ja, han er ligesom Jesus og hvad så?”. I Black Swan får vi Svanesøen tilsat et semi-surrealistisk moderkompleks, pointen bliver at hvis kvinder forsøger at opnå deres drømme, så dør de. Alle filmene er flot filmet, godt spillet og to af dem også direkte underholdende, men det er alt hvad de er!

Maximus

I Noa følger vi Russel Crowe den sidste efterkommer af Seth, Kain og Abels tredje og for mig, hidtil ukendte bror, som skal forsøge at bygge en ark, da Gud vælger at Kains slægt skal udryddes. Russel Crowe er som altid en af verdens sidste gode mænd, såfremt dette indebærer ekstremt gode evner inden for nærkamp, og dertil også en massiv psykologi til at myrde tonsvis af mennesker.

Jeg forestiller mig grunden til historien som følgende scenarie:

Gud trasker rundt i sit krigsrum, blandt alle computerne og kigger af og til bekymret op på den store skærm. Han kan se at Kains slægt er blevet et problem for hans hemmelige projekt ”Codename Globe”. Diverse computereksperter og miltær-engle kigger på ham, de kan se han er i vildrede. Der er ikke noget at gøre, han ved at han bliver nødt til tage kommandoen og lede dem igennem dette svære projekt. Han kigger på dem ”mænd, det står klart at Code name Globe er taget til grænsen. Jeg ser ingen andre mulighed end at terminere. Vi ved alle sammen at der er masser af væsener, som intet har med Kains slægt at gøre, men som det ser ud står de ikke til at redde…”, pludselig afbrydes Gud af en mystisk skikkelse i et hjørne af rummet, alle vender blikket. ”Wait” skikkelsen træder frem, en engel med kort gråt hår, et trimmet skæg og en klap for øjet, det er kommandør John Thunder, Guds mest omtalte ærkeengel som kun taler amerikansk. ”There is another way, but it won’t be pretty” siger John Thunder i sin rug whisky betonede, men dog maskuline og erfarne klang. Gud kigger på ham ”men hvordan?”. ”There is a guy, but he doesn’t work for free” siger John Thunder og gør honnør imens han kigger ud af vinduet på det amerikanske flag som blafrer i vinden. En tåre glider langs hans kind imens han hvisker under sit skæg ”someday there will be burgers, and Michael Bay will get to direct movies”.

Robin

Ved at kigge lidt på omtalen er jeg kommet frem til at Darren Aronofsky har her formået at skabe noget meget specielt, en slags parallakse film. Kristne ser den som et ateistisk værk, ateister ser den som religiøs propaganda. Aronofsky selv siger at han har taget fat i alle mulige ting, som vi ved, har alle de nyere religioner taget ting og sager fra de ældre, ligesom alle tanker altid kommer af et eller andet andet (Jesus er baseret på Apollo, som minder meget om en gammel egyptisk gud etc.). Jeg havde dog svært ved at se nogle ting i den, som ikke bare var fra bibelversionen af historien, men det skyldes måske at jeg ikke kender til de andre historier. Det er meget muligt at slanger og æbler, hvilket her blev brugt ganske overdrevent, drager deres symbolværdi andet steds fra, ligesom alle andre symboler. Den eneste ideologisk farvede tænkning der forstyrrede mig under filmen, var imidlertid stadig den tilbagevendende glorificering af Aronofsky. Jeg tror at min irritation skyldes, at når man kalder hans film for intellektuelle værker, så siger man ved implikation, at biografen i dag er blevet dummere, og man negligere også en tid, hvor man tænkte film på en anden måde. Hvor symbolerne var nok, og ikke blev skåret ud i pap, hvor implikation var noget subtilt. Ideen om at man skal vise det i stedet for at sige det, er stadig vigtig på de danske filmskoler, men den kommer ofte til udtryk, ligesom i Noa, ved at man så i stedet viser det halvtreds gange i syrede farver, hvilket jeg kalder at implicere med en kanon. Så kan man for min skyld ligeså godt bare sige det.

Javert

I Noa ser vi endnu engang Russel Crowe forsøge at hele et dårligt animeret og i det hele taget uinteressant CGI væsen, hvilket han også gjorde i Man of Steel. Jeg ville bare lige nævne det.

Der er en meget interessant skabelses montage i filmen, hvori vi ser jorden skabelse, på samme måde som i Terrence Malicks Tree of Life, sådan som videnskaben har beskrevet den. Det vil sige montagen er mere eller mindre videnskabelig korrekt indtil vi når til menneskene, hvor vi selvfølgelig lige pludselig ser en lysende mand og kvinde vade rundt og kigge på æbletræer. Montagen var om muligt mere prætentiøs end den i Tree of Life, men dog ikke så velskabt. Til dato foretrækker jeg dog stadig skabelsesmontagen fra Spike Jonzes Adaptation, hvori den superkomplekse proces, som er verdens skabelse, vises til skummel jazz, og resulterer i Nicholas Cage i rollen som en lettere overvægtig, semi-skaldet manuskriptforfatter i Hollywood.

Jor-El

En sidste note jeg vil tilføje er at filmens syn på kvinder er rimelig specielt, eller i hvert fald præcis som det er i biblen. Noas sønner er konstant opsat på at få nogle kvinder. Det er jo selvsagt at når man har mad og en ark, så skal man også have kvinder. Hele emnet behandles som om, hvilket Noas ene søn Kam gør, at man bare kan løbe hen til den nærmeste by og hente en kvinde, hvis det er det man vil. Det minder mig om at man aldrig får at vide, hvor Noas kone kommer fra, er hun ikke teknisk set af Kain slægt? Og hvad er hans børn så? Er det genetisk eller opdragelsesmæssige principper vi følger her?

Filmen er ikke specielt flot, særlig godt skrevet, eller særlig interessant. Der er noget godt skuespil imod slutningen, men det falder mig ind, at Aronofsky altid får gode præstationer, selv på trods af de mest absurde præmisser.