Nymphomaniac

Kort sagt

I sin nyeste film undersøger Lars von Trier nymfomani i en fire timer lang samtale imellem nymfomanen Joe (Charlotte Gainsbourg) og eneboeren Seligman (Stellan Skarsgård), som har inviteret hende indenfor, efter at have fundet hende overfaldet i en gyde.

Tarkovsky

Filmen indledes med en række flotte, langsomme indstillinger af vand på mursten, affald og rust. Der er stilhed, udover lyden af regnen, området er en gyde, i en bymidte, fuldstændigt blottet for natur, og så alligevel i forfald. Dette er den klassiske ide bag den russiske filminstruktør Andrei Tarkovsky, der modsat tidens tænkere ikke mener, at man kan afvise naturbegrebet, se bare hvordan alting forfalder. Tarkovsky takkes i rulleteksterne, i næsten alle von Trier-film, inklusiv denne. Den russiske legende har altid været en af Triers helte, hvilket ses mest tydeligt i hans tidlige film, særligt hans afgangsfilm fra filmskolen Befrielsesbilleder.

Det er klart, i de nyeste af hans film, at Trier som altid, arbejder med sin visuelle stil. Antichrist og Melancholia bar begge præg af en skarp distinktion imellem symbolske skud, hvilke var overpyntet af CGI og velskåret, og så selve dramasekvenserne som blev udført med et kamera der gik meget op i at fortælle, hvor håndholdt det var. I Nymphomaniac har Trier stort set droppet håndholdt kamera, i hvert fald, som han plejer at bruge det. Stort set hele filmen er velskåret og kontrolleret, med undtagelse af en enkelt scene imod slutningen, som foregår i førnævnte gyde, hvor kameraføringen, og stilen, pludselig vender tilbage til tidligere værker som Dogville og Manderlay. Nymphomaniac er den af Triers film, i lang tid, og muligvis altid, som er absolut mest domineret af Andrei Tarkovsky, både visuelt og tematisk. Seligmans beskedne sovekammer, som danner ramme for resten af fortællingen, er som en tro kopi af diverse beboelser i diverse Tarkovsky-film. Den er lille, beskidt, faldefærdigt, tapetet er ved at falde af væggene og er i øvrigt ualmindelig kedelig. Ligeledes hænger der ved den gamle, slidte dør et ikonografisk billede af jesusbarn og moder, hvilket er en direkte reference til Den Yderste Dom, som handler om en ikonmaler af den østlige kirke, hvilken også refereres til i Nymphomaniac. Et af de kapitler, som Joe inddeler sin historie i, vises også, rent grafisk, med den selvsamme grafik, som coveret på Tarkovskys film, Spejlet.

Joe

Joe beskriver i løbet af filmen sin tilstand, afhængighed af sex, som problemet ved at forlange mere af solnedgangen. Kort sagt er dette et problem, som jeg tror alle oplever. Man kan ikke bare nyde en solnedgang, for den nydelse, som solnedgangen bringer, den æstetiske nydelse, er en nydelse, som kun findes i afstanden imellem den der nyder og det der nydes. Nydelsen ligger således, som en slags længsel efter at nyde. Derfor begynder man hurtigt at tænke, at man ikke nyder den helt rigtigt, det er aldrig helt perfekt, vi må kunne komme tættere på. Et spor af tanker der, hvis man følger det, altid vil ende i orgasme. Orgasme er den eneste sande nydelse, for den er en effekt, en reel virkning, som vi ikke kan styre, og det er noget i den stil, vi forlanger fra solnedgangen. Når det så er sagt så illustreres det også i filmen, hvordan, når man begynder at tænke over nydelse og lede efter den, at selv orgasmen bliver ødelagt. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan beskrev dette fænomen som det lille objekt, det objekt i tingen som vi nyder, eller kan lide, der gør at vi kan lide det. Den lille kvalitet i vores lystobjekt som forsvinder, ligeså snart vi forsøger at afgrænse præcis, hvad det er.

Seligman

Joe har, som nævnt, fire timer til at fortælle sin historie, hvilket hun gør i form af ”improviserede” kapitler. Hendes livsfortælling er om synd og sex og vold og skam. Det er derfor interessant, hvordan Seligman sættes til konstant at afbryde hende, med spøjse sammenligninger og parallelle ideer, hvilke han kobler fra sin tilsyneladende uendelige viden om alting, hvilken han har fået ved, at leve som en munk og læse alt, hvad der betragtes som værdifuld læsning af akademikere. Det er klart, at han er den absolutte modsætning til Joe. En aseksuel munkeagtig mand. Man kan dog alligevel sige, at de lider af den samme ting. Hvor Joe søger solnedgangens kerne, den fantastiske dimension af lystopfyldelse, i sex og orgasmer, søger Seligman den i sproget. Han drager sin nydelse ved hele tiden, at gøre elementerne i Joes fortælling til metaforer for andre ting. Hele tiden søger han, at gøre hendes historie impotent, ved at symbolisere den anderledes end hun gør det. For eksempel bruger han, i starten af filmen, meget tid på at drage paralleller imellem hendes vilde ungdom og fluefiskeri.

Trier

Den endelige konklusion bliver, i hvert fald på overfladen, lidt kedelig. Pointen er ganske enkelt at nymfoman bare er det ord, som den patriarkalske orden bruger til at sygeliggøre kvinder med det der er blevet en maskulin, aggressiv seksualitet. Altså noget der kun er tilladt for mænd.

Der er mange ting, som man får lyst til at begynde at tolke på, og man kunne sikkert også finde mange små, interessante detaljer. Det sagt kan man ikke undgå at føle, hvordan Trier bruger Seligman, som en parodi på de anmeldere der godt kan lide at tage sig den slags friheder. Seligmans tolkninger af Joes historier er grundlæggende impotente dansklærer-fortolkninger, helt uden en systematisk, analytisk tanke eller metode bag sig. En ting man også kan sige om de mange bud, som diverse anmeldere her i landet gjorde på Antichrist. At se dyremotiverne i Antichrist, hvilke bliver forklaret direkte i filmen, som en metafor for den danske kernefamilie, tilføjer intet der er værd at tænke over.

Trier kan godt lide trilogier, så jeg bør nok nævne at Nymphomaniac, skal ses i sammenhæng med Antichrist og Melancholia. Jeg mener dog ikke personligt, at det gør en stor forskel, måske fordi jeg har set dem begge.

Nymphomaniac bringer rigtig mange interessante ideer med sig, som desværre falder lidt i skyggen af den endelige konklusion, så man lidt kommer til at tænke ”nå, var det bare det”. Trods det er den værd at se, den er bestemt ikke kedelig, trods spilletiden. Den er flot og man bør helt klart overveje, hvorfor i alverden at den bærer så tungt et præg fra Tarkovsky? Hvad har Tarkovskys naturbegreb med nymfomani at gøre? Et kort og kedeligt svar ville være, at Tarkovskys ideer passer med depressionstemaet, som er det samlende tema for ”trilogien”, fordi de er deprimerende, men der må næsten være mere end det.

Som altid med Triers film er stilen konsistent, teknisk stærk, og som altid har eventuelle følelser i dramaet, svært ved at trænge igennem den flabede, næsten sarkastiske distance der er til fortællingen (Brecht?). Hvis man har ventet på Nymphomaniac og i sin tid på Melancholia og Antichrist, bliver man nok lidt skuffet. Efter Antichrist er rygtet om vanviddet i Lars von Triers værker, blevet større end det egentlige vanvid. Nymphomaniac er ikke ligeså sindsoprivende, som den lyder når den beskrives som ”4 timers hardcore porno!”, eller også bruger jeg bare for lang tid på internettet.