Kari Hotakainen har skrevet en rablende og morsom roman, som gør kærligt grin med egoismen hos det skandinaviske velfærdsmenneske
Rautala er vvs-installatør med speciale i jordvarme. Han er en mand som ikke giver meget for det skattefinansierede velfærdssamfund. Han snyder i skat, når det er muligt, og mener at enhver er sin egen lykkes smed. På romanens første side møder vi ham, siddende i en smadret bil efter et voldsomt biluheld, som ikke har skånet mange knogler i hans krop. Han er nu helt og aldeles afhængig af samfundets hjælp, et samfund der straks rykker ud, og arbejder på højtryk for at lappe Rautala sammen igen.
Han var på vej for at besøge sin halvdøve, demente far, Väinö, og sin mor, som sidder i kørestol, da det gik galt. Og galt gik det kun, fordi han, som så mange gange før, skændtes i mobiltelefonen med sin gravide datter. De skændes altid om politik. Hun synes han er en stor egoist, og er uenig med ham i det meste. Rautala er nu tvunget til at blive i hospitalssengen i mange uger, helt afhængig af andre menneskers hjælp, og omtåget af smertestillende medicin.
Vi møder også den pligtopfyldende sygeplejerske Laura, som ser sit arbejde som et kald, og som afreagerer fra de mange krævende patienter ved at låse sig inde i rengøringsrummet og skrue helt op for death-metal-musikken i sine høretelefoner.
Romanen er komponeret så den skifter mellem forskellige fortællerstemmer, synsvinklen er skiftevis hos Rautala, Väinö og Laura. Hotakainen bolter sig ret drevent i de forskellige karakterers sproglige univers. Fra Rautalas drømmeagtige, indre samtaler med Mira om ret og vrang, over Väinös ind imellem vanvittige funderinger over stort og småt, til Lauras tanker om sit arbejde med de mange patienter.
Det er sjovt så man til tider må klukke højt, af og til bliver det næsten for meget af det gode. Hotakainen lader sine karakterer fabulere ud af tangent, giver dem meget lang snor, så at sige, og ind imellem ville jeg som læser foretrække at han kaldte dem til orden lidt før, end han vælger at gøre det. Men morsomt er det nu alligevel, på sin helt egen, skæve facon.
De nordiske lande har meget til fælles, – også i litteraturen, men det er som om, der nu alligevel er noget eksotisk og anderledes ved finnerne. Som filminstruktøren Karusmäki gør det i sine film, beskriver Hotakainen antihelten på en usentimental og humoristisk måde. Ganske almindelige mænd der gør højst usædvanlige ting. Det er som om de overdriver de forestillinger (læs: fordomme) om det finske menneske, som trives i film og litteratur udenfor Finland. Det kan ikke undgå at blive underholdende…
Når det er sagt, så rammer romanen hér hele den skandinaviske samtid meget præcist. Dybest set er den en kærlig opsang til os alle sammen, om at tage vare på det gode, solidariske velfærdssamfund, inden det smuldrer helt.
Kari Hotakainen
Udkommet 3/5 2016
Gyldendal
262 sider
Anmeldt af Maibritt Lindblad
