Det begynder lidt ude i fremtiden. Klimaproblemerne er nået til Danmark, og landet er på grænsen til at drukne.
‘Politikerne ved magten var længe om at erkende, hvor stort problemet var. Trods indtrængende opfordringer fra ledende klimaforskere, foretog de sig intet i årtier.’
Alan har opfundet en soldrevet højtrykspumpe der kan holde vandet væk fra vesterhavsbyerne. I nogle byer har man ladet gaderne tættest på vandet oversvømme, og beboelse i kældre er ikke længere muligt, men med Alans pumper kørende fra Brest til Skagen, kan man holde vandet så meget væk, at det bliver muligt at bygge diger.
Der er for meget vand på den nordlige del af kloden, og tørken breder sig i Afrika. Alan får derfor den glimrende ide, at han vil sætte sin pumpe i gang i Afrika. I første omgang i en lille landsby i Uganda. Efter nogle indledende vanskeligheder lykkes det faktisk at få pumpen i gang, og landsbyen får vand til at vande deres marker.
Alan beslutter at fortsætte successen i andre områder i Afrika trods protester fra partnere og totalt fravær af støtte, indtil en dansk milliardær beslutter at gå ind i projektet. Dermed burde alt gå godt, hvis det da ikke lige går ad helvede til.
Den dystopiske verden er godt tænkt, og kommunikationsproblemerne i forbindelse med Uganda-projektet er nok genkendelige for dem, der har sejlet på Afrika eller arbejdet der. Sidste del bliver dramatisk, der kommer lidt krimi over romanen, og det er nok problemet: at man går fra en dystopisk verden til diskussion af konkrete kulturkløfter til krimi. Kulturkløfterne finder man også i ‘Hjælp! Jeg skal til Afrika’, mens den fascinerende indledende dystopi hører til i en anden genre, og det er lidt forvirrende. Noget andet er, at danskerne slås med klimaproblemer, men det eneste initiativ i den forbindelse er kystsikring. Kunne man ikke have forventet, at privatbilismen var blevet afskaffet eller forsøgt reduceret?
Hvide elefanter
Jakob Brodersen
248 sider
Brændpunkt
Udgivet: 16.09.2021
Birte Strandby
