Nå, og hva’ får du så tiden til at gå med?

‘– Ja, en bog om de nye gamles centrale betydning for politik, kultur og det civile samfund. Om deres betydning for det, der får Danmark til at fungere i dag. Det som får Danmark til at hænge sammen.’

Hvis man har læst Hverdagens centrifuge eller andre af Johannes Andersens bøger, ser man automatisk frem til at læse denne. Johannes Andersen er en dreven skribent og skriver om aktuelle emner. Og i et land hvor godt 1,2 millioner indbyggere – lidt mere end en femtedel af befolkningen – er over 60 år, er der masser af grunde til at se nærmere på, hvad de ældre går og laver, og måske også se efter, om der virkeligt findes aldersdiskrimination, når vi nu skal vi blive længere tid på arbejdsmarkedet. Johannes Andersen gør et pænt stykke arbejde både med at finde dokumentation for aldersdiskriminationen og med at afsløre, hvad de ældre så har gang i. Nogle myter bliver spiddet, men ellers bugner den lille, underholdende bog ikke af nyfundne godbidder.

Andersen indleder med at dele befolkningen op i dem og os. Dem er de yngre, især dem han kalder ‘de normale’. Det er dem midt i livet med job og unge børn. De ældre er til gengæld døbt ‘de nye gamle’, netop fordi der er nogle ressourcestærke årgange i tresserne og halvfjerdserne, herunder de gamle 68’ere. De har gjort oprør een gang, så de er ikke klar til at blive aldersdiskrimineret og sat uden for indflydelse. Det vil sige, de behøver ikke magt, men de er klar til at slås for principperne, og de ved, at ting tager tid. Derfor er det i høj grad ‘de nye gamle’ der sidder i foreninger og er aktive i forbrugerorganisationer. Det er også dem der følger med i politik og engagerer sig politisk og kulturelt, dem der bærer Foreningsdanmark. Det har ‘de normale’ slet ikke tid til.

Her kan man til eksempel se nærmere på aldersfordelingen i provinsbyernes mange foreningsejede biografer, i bibliotekernes læsekredse og i Bedsteforældrenes Klimaaktion.

At ‘Nå, og hva’ får du så tiden til at gå med?’ er blevet til en bog, skyldes at forfatteren har været udsat for aldersdiskrimination, en generel nedvurdering af den menneskelige værdi efter at være gået på pension. Og det kan med tal dokumenteres, at det er de færreste virksomheder der er klar til at ansætte personale over 60. Om der i forbindelse med beslutninger om ansættelser eksisterer fordomme om ældres mentale ressourcer, ved vi ikke præcist, men noget kunne tyde på det.

En anden myte handler om de ensomme gamle. De er ikke så ensomme som først antaget, og de har tydeligvis ikke behov for de samme sociale netværk som de ensomme unge. De trives alligevel.

Johannes Andersen bemærker med bekymring, at vi tilbringer rigtigt meget tid på de sociale medier, både unge og gamle. Det bliver problematisk, når vi med algoritmernes hjælp får skabt ekkokamre, og strømme af den foretrukne underholdning kommer til os. Det gør os passive, men også her er ‘de nye gamle’ oplivende elementer og kulturbærere, dem der viser, at der er masser af gode opgaver i et samfund, selvom der måske ikke er ønskejobs til alle.

‘Så når en af de unge venligt spørger en af de nye gamle: Nå, hvad får du så tiden til at gå med? kan svaret meget nemt være: Med at sikre et bedre miljø og klima. Det bliver en hård kamp!’