Musha er et godt eksempel på en billedbog, som er mere end bare en bog med billeder.

Bag billedbogen Musha ligger den sandfærdige historie om en elefantunge som kommer slemt til skade, men heldigvis bliver hjulpet af en gruppe mennesker. Mange voksne kender måske historien om Musha i forbindelse med Elephant Parade, som har været rundt i en række af verdens storbyer bla. København. Musha er skrevet i håb om at kunne skaffe midler til tiltag, der støtter de asiatiske elefanters overlevelse.

I Dina Gellerts velkendte og glade streg fortælles historien om den lykkelige elefantunge, der holder af at lave sjov og lege med sine kammerater. Desværre er livet ikke kun fyldt med glæde og gode oplevelser. Bogen formår i et sprog, der ikke taler ned til børnene at fortælle om Mushas ulykke. Med den enkle streg og de friske farver beskrives hændelserne og følelser på en måde, så de ikke virker skræmmende.

Langt de fleste børn vil kunne genkende sig Mushas følelser, men i mindre målestok. Musha er en bog der kan læses mange gange og lægger op til samtaler om store og små emner. Læser man bogen sammen med børn fra 2 år vil opbygningen med en enkelt tegning der viser en handling, give rig mulighed for at sætte ord på det man ser. Hvis bogen læses sammen med børn i børnehavealderen vil barnet blive fanget af elefanternes leg (som ligner børnenes egen leg) og spændingsmomenterne. Ligesom samtaler om Mushas følelser og menneskernes ønske om, at hjælpe ham vil nok være uundgåelige. For børn i børnehaveklassen og 1. klasse kan bogen bruges til højtlæsning og oplæg til samtaler om følelser og forholdet mellem mennesker og dyr.

Nogle vil måske få associationer til 70’ernes belærende børnebøger, men nej. Musha er først og fremmest en god børnebog med et godt sprog og dejlige tegninger, som kan give forældre og børn noget at være sammen om. Bogen indeholder på trods af en pris på kun kr.100, også en cd. På cd’en får man udover en historien også en malebog, hvor en del of bogens tegninger kan printes ud og farvelægges. I cd-versionen af Musha, bliver historien fortalt af Ellen Hillingsø. Musha og historiens andre medvirkende til live med hende behagelige stemme og en underlægning af børnelatter og andre illusterende lyde. Musha er således oplagt, hvis man gerne vil give holdbar gave.

Musha

Af Dina Gellert

Forlag: Libris Kids

Anmeldt af Nana Marie Petersen