Min ungdoms smukke dage – En jødisk piges kz-dagbog

 Det 20. århundrede var fyldt med stadig mere højteknologiske førte monsterkrige og stadig mere velorganiserede massedrab på civile, hvad enten der var tale om ‘collateral damage’ eller folkedrab på egne eller andre befolkningsgrupper.

Ana Novaks dagbog fra kz-lejrene Auschwitz, Plaszow og flere andre er et utrolig uhyggeligt dokument. I al sin fortvivlende nøgenhed er dagbogen en lammende dokumentation af en 14-årig rumænsk-jødisk piges oplevelser i kz-lejre, hvor velorganiseret massemord og en lind strøm af hæmningsløst sadistiske enkeltmord hørte til dagens (u)orden. Et ikkeliv omgivet af halvdøde skelet-mennesker med umenneskeligt tvangsarbejde til døden og madrationer langt under sultegrænsen, da det alligevel ikke er meningen, at der i sidste ende skal være nogen overlevende.

De rædsler der beskrives er naturligvis ikke ukendte, tværtimod. Vi har en lang række bøger om grusomhederne i nazisternes udryddelseslejre fra en række overlevende fanger, for ikke at tale om den gigantiske produktion af historiebøger, romaner, dokumentar- og spillefilm, men ‘Min ungdoms smukke dage’ står ud på samme måde som ‘Anne Franks Dagbog’. Den er i næsten lige så høj grad skrevet på baggrund af skjulte dagbogsnotater, og man kan næsten sige, at den fortsætter hvor Anne Franks slap, for Ana fører os skridtet længere – helt ind i hjertet af kz-lejrenes menneskeskabte helvede på en måde der gør rigtig sjælsforstyrrende ondt.

Det er et dagbogsprojekt, der på ethvert tidspunkt kunne have ført til en pinefulde død på et sted hvor selv den mindste forteelse kunne betyde øjeblikkelig piskning til døde eller endnu værre dødsmåder. Men alligevel holdt Ana fast i sin dagbog, den blev et psykist værn mod hendes vanvittige og ekstremt dødsfyldte hverdag. Dagbogen var med til at give hende den ekstra livsgnist og kampånd, der kombineret med den purunges piges naivitet og efterhånden akkumulerende lejr-smartness samt en række helt ekstreme held førte hende frelst gennem det lange mareridt.

Da Ana d. 6. maj 1945 blev befriet af russerne fra kz-arbejdslejren Chrastava, var hun døden nær, men gennem to års hospitalsbehandling kæmpede hun sig langsomt tilbage til livet.

Først 20 år efter var rædslerne så meget på afstand, at Ana Navac kunne samle sine  dagbogsnotater til denne bog, der blev udgivet første gang i Ungarn i 1966. Denne tidsforskel er ret karakteristisk for det 20. århs. krigslitteratur, som ofte udkom 10-20 år efter grusomhederne, vanviddet og den konstant nærværende trussel om en horribel død.

I mellemtiden havde Novac udviklet sig til en kendt komedieforfatter i Østeuropa, men hendes dagbog er fyrtårnet i hendes litterære produktion.

Det er et nærmest absurd held at bogen nogensinde er blevet skrevet. For Ana Novac vedkommende er det en kendsgerning, at overlevelseschanserne for en 14-årig østeuropæisk-jødisk pige var praktisk taget ikke eksisterende, men Ana kæmpede en heroisk kamp for sin overlevelse som et tænkende væsen i et sandt helvede af menneskelig fornedrelse, hvor mennesker blev udnyttet, mishandlet og misbrugt på enhver tænkelig måde ind til døden forekom at vær en befrielse.

‘Min ungdoms skønne dage’ er en total anbefalelsesværdig bog. Læs den og græd – både krigen og de etniske udrensninger har fulgt os helt ind i vores 21. århundrede.

Peace

Anmeldt af Jan Vandall