Egentligt handler det om en ung kvinde med vanskeligheder i kærlighedslivet. Hun har slået op med sin kæreste, eller kæresten har slået op med hende og nu står hun på kanten af eksistensen, lever usundt, ryger for meget og kan ikke tage sig sammen til at skrive sit speciale. Det ville være tragisk, hvis det ikke var for omgivelserne: Faren der er præst og gerne bidrager med julehygge og konfektproduktion, Mulle hendes private spindoktor, der har styr på virkeligheden

’Melankolien, Mulle, siger jeg, Meningsløsheden. Meyer, siger Mulle. Hun sætter to raflebægre på bordet.’

og især hendes mor, der er effektiv og direkte:

’Du skulle have levet i halvfjerdserne, siger min mor, du havde passet så godt ind. Dengang var vi også så sjuskede i tøjet.’

Herudover optræder lægen, som hovedpersonen konsulterer med jævne mellemrum, uden at der dog opstår nogen form for forståelse mellem de to. Generelt er det så som så med forståelsen mellem personerne. Det kan man opfatte som sørgeligt, men i fremstillingen her er det vidunderligt humoristisk.

Romanen veksler mellem hovedpersonens private filosofier om søheste og livet, og så den mere konkrete og ikke så lidt mere underholdende gengivelse af hverdagen og dens mennesker i ironisk perspektiv. Især moren grænser sig til det karrikerede, selv om de fleste måske genkender hende som virkelig: Hun dekorerer datterens lejlighed med billeder af sig selv, leverer to siders stikord til den tale, datteren forventes at holde til hendes 60 års fødselsdag og holder sig ikke tilbage for storstilede løgnhistorier, når det gør tilværelsen bedre for hende selv og for andre.
Stine Pilgaard

168 sider

Samleren

Udgivet: 27.01.2012